199 / 250
198
siger du til d e t ? “ og vedblev: „Jeg vil straks gaa hen til
Vilhelmine og tale alvorligt med hende og høre, hvad der
kan væ re i Vejen, siden hun har faaet saadanne Nykker."
Straks efter denne Bemærkning udbrød Thrane med
bedende Stemme samtidig med, at han førte sit Lomme
tørklæde i Øjnene som for at bortviske en T aare: „Ja,
gør det, Madam Strilo, jeg vil hele mit Liv være Dem tak
nemmelig, dersom De kan formaa min Hustru til at opgive
sit Forsæt."
„Frygt ikke," svarede Madam Strilo, „jeg skal nok faa
hende omstemt," og tog i det samme sin Hat og sit Sjal
paa, medens Thrane bønlig bad hende om endelig hurtigt
at komme tilbage, for at han kunde erfare sin Skæbne,
hvilket hun ogsaa lovede, idet hun skyndte sig af Sted til
sin Veninde; men faa Minutter efter hendes Bortgang for
lod ogsaa begge Vennerne Huset, glade og fornøjede over
at have faaet Madammen narret bort.
Da Madam Strilo traadte ind til sin Veninde, som
hun traf beskæftiget med at reparere sin Mands Skjorter,
blev denne ved Synet af sin Veninde meget glad, men
tillige noget forundret over hendes uventede Besøg og
spurgte, hvad hun kunde tilskrive Æ ren af dette. Madam
Strilo, som straks ved sin Indtræden havde bemærket,
hvad Madam Thrane bestilte, og derved var bleven lidt
betænkelig, svarede imidlertid, at hun vel nok kunde tænke
sig Grunden. —
Da Vilhelmine nu bemærkede Madam Strilos alvorlige
Ansigt, spurgte hun denne om, hvad der gik af hend e ?
„Ja, det maa jeg nok spørge dig om, som vil skilles fra
din Mand!"
J e g ! "
udbrød Vilhelmine, idet hun opslog en høj
Latter, medens Madam Strilo, med halvaaben Mund, for
bavset betragtede Vilhelmine, som syntes at more sig koste