44 / 238
C. J. RAMM ST IFTER HAFNIA
33
gav ham et usædvanligt Arbejdsmod. Altsammen bidrog det til, at
han ogsaa paa Omraader, hvor han egentlig savnede de specielle
Forkundskaber, dog naaede frem til rigtige Resultater.
Som Kontorleder deltog Ramm navnlig til at begynde med person
lig i næsten alt Arbejde, ogsaa det rent manuelle; han skrev f. Eks.
selv Beregnersedler (jfr. Side 63). Ved saaledes at gaa med i alt Ar
bejde lærte han dette til Bunds, hvilket naturligvis senere, da Arbej
det voksede, og tiere Funktionærer ansattes, kom ham i høj Grad til
gode ved Bedømmelsen af sine Medhjælperes Arbejde. En stor Del
af Selskabets Korrespondance besørgede Ramm personlig og under«
den med Nutidsøjne set ret besynderlige Form, at han skrev i Jeg-
Stil og undertegnede Brevene kort og godt med
Ramm
uden Angi
velse af, at det var for Hafnias Firma, han underskrev. Saa vidt vides,
brugte han i Forstaaelse med Direktionen denne mærkelige Form,
fordi man mente derved at undgaa at binde Selskabet for stærkt,
hvis et Brev tilfældigvis skulde komme til at give fejlagtige Medde
lelser, en vistnok — i hvert Fald efter at de første vanskelige Aar var
overstaaet —ganske overflødig Forsigtighed; thi Ramm var saa sam
vittighedsfuld ved Brevenes Affattelse og skal have haften utrolig rent
intuitiv Evne til øjeblikkelig at se, om eventuelle Talangivelser var
rigtige, at det næsten var umuligt, at en Fejl kunde slippe uopdaget
forbi ham, og han vaagede med Ængstelighed over Hafnias Renommé.
løvrigt skildres Ramm som en udmærket Kontorleder, der navnlig
forstod at instruere sine Folk, og naar dette var gjort, da al vise dem
fuld Tillid og give dem al ønskelig Frihed og Ro til deres Arbejde.
Han var vel ikke stærk i sin Ros, men forstod dog udmærket at lade
skinne igennem, at han paaskønnede et dygtigt udført Arbejde. Og
overfor begaaede Fejl var han i Almindelighed en mild Dommer —
vel at mærke, naar man ærlig erkendte den begaaede Fejl. Det hændte
paa den anden Side, at han blev endog meget ilter, og saa var han
nok ikke god at komme nær. Mindet om saadanne Episoder kan dog
paa ingen Maade forringe Ramms Eftermæle; thi man maa huske
paa, at i det militære Milieu, hvoraf han var udgaaet, var man i hine
Tider vant til rent umiddelbart at give sine Følelser Udtryk, og der
falder i Virkeligheden nærmest et tiltalende Skær over hans impul
sive Udbrud, fordi de som oftest foranledigedes af hans varme Hjerte,
der drev ham ud i energisk Kamp for, hvad
han
ansaa for ret og
rigtigt. Forøvrigt var Ramm selv altid højst ulykkelig, naar han havde
forløbet sig, og gjorde alt forat undgaa Gentagelser. Aldrig var han
desuden bange for at erkende de Fejl, han havde begaaet og blev
overbevist om, og villig og uopfordret gav han da sin Undskyldning
til den, han mod sin Vilje og uden Grund havde saaret.
3