122 / 372
109
af Physicis i de tydske Provindser hidtil foretagne Prøvelser skulde
ikke være tilstrækkelige, ja i Fremtiden helt ophæves, og endnu
mindre vilde Barberamts Rettighed de Steder medføre Frihed til kirur
gisk Praksis.«
Samtidig med at Forbindelsen mellem Kirurgen og Barberen
hævedes, knyttedes en ny mellem Kirurgien og Medicinen, idet der
hjemledes den kirurgiske Kandidat med Afgangsbevis fra Akademiet
Ret til ogsaa at give sig af med medicinsk Praksis. Derimod blev
det ikke tilladt den medicinske Kandidat, hvis Eksamen var aflagt
for Fakultetet, at praktisere som Kirurg 255). En Forordning af denne
Beskaffenhed, dens Fortræffelighed iøvrigt ufortalt, kunde selvfølgelig
aldeles ikke passe Barberamtet, og det benyttede ogsaa Lejligheden
til i det første Møde efter dens Udstedelse, 21. Juli 85, at udtale sig
særlig imod dens Paragraf 12, der formentes at være til Skade for
Amtet. Dette fattede den Beslutning at indgaa med en Skrivelse til
Kancelliet om Opretholdelse og Haandhævelse af Amtets Privilegier.
Denne Skrivelse eller Ansøgning paalagdes det Magistratenog Akade
miet at udtale sig om, og uden at Kancelliet tog Stilling til Sagen
eller fattede nogen Resolution, nøjedes dette simpelthen med at til
stille Amtet Akademiets Erklæring. I denne, som Amtet modtog i
Jan. 1786, indtog Akademiet en absolut afvisende Holdning overfor
Amtets Begæring og dette besluttede da atter at henvende sig til Kon
gen og i sin Ansøgning bl. a. at gendrive Akademiets Erklæring og
paavise det ugrundede heri.
Det, der straks vakte Amtets Uvilje mod denne Paragraf, var den
Passus, som udtalte, at det ikke var nødvendigt at købe et Barber
amt, for at kunne udøve Lægepraksis. Amterne maatte jo derved
fuldstændig gaa ud af Pris, i ethvert Fald tabe betydeligt til alvorlig
Skade for Ejerne og deres Arvinger. Men der kom en anden Ting
til, som gjorde Mestrene endmere betænkelige og som ogsaa affødte
den nævnte nedenfor anførte meget omfangsrige Ansøgning eller ret
tere Besværing fra Amtets Side til Kongen. I det der nemlig ikke i
Forordningen af 22. Juni 1785 var indsat nogen hindrende Bestem
melse i Form af Eksamen e. 1. som forhen for at tilkøbe sig et Amt,
saa var der de ueksaminerede Svende og andre, som greb Lejligheden
til for en rimelig Penge at blive Amtsejer og drive Professionen. Her
var et Forhold, der i nok saa høj Grad som det førstnævnte kom
Amtsmesterne paa tværs. Nu var der ingen Maalestok for, hvem der
blev Amtsherre, idet Adgangen stod aaben for Kreti og Pieti, for en