156 / 372
139
FORORDN INGEN A F
1792
. — SUNDH ED SKOLLEG IET .
Ved en Forordning af 9. Marts 1792 angaaende Fattigvæsenet
var det blevet Amtskirurgerne paalagt som Pligt »i deres Huse at
imodtage og pleje de paa Gaderne forefindende syge Mennesker«.
Denne Forpligtelse fandt Amtet byrdefuld og trykkende, især da der
ikke nærmere var bestemt, hvornaar det skulde finde Sted og hvor
fra eller af hvem Medicin og Pleje skulde godtgøres Mesterne. Disse
følte Byrden meget mere trykkende, da de ikke skulde dele den med
Lægerne, som var fritagen for den. De havde ogsaa gentagne Gange
ansøgt Kongen om at blive befriet for denne Pligt og i deres ene
Ansøgning fremført det Argument, at det ikke var givet enhver Amts
mester at have Værelser til Overflod, i hvilke han kunde lægge de
af Vogteren indbragte syge. Hvis det imidlertid paakrævedes, maatte
der aarlig gives Amtsmesteren en Sum Penge til at holde et Værelse
til Raadighed og udstyre det med det nødvendige. Svaret blev des
uagtet en Resolution, der paabød, at det skulde have sit Forblivende
ved Forordningen af 9. Marts. Amtet besluttede atter at indgive en
Ansøgning til Kongen om Fritagelse for Pligten og forebringe den
for Kronprins
Frederik.
Resultatet blev et Afslag af 1. Juni 1793,
meddelt Amtet 16. Juni.
I Afslaget henvistes til, at Almindeligt
Hospital laa paa en Udkant af Byen, og denne Omstændighed kunde
gøre det nødvendigt, at der maatte være Steder paa andre Kanter,
hvor de paa Gader og Torve forefundne hjælpeløse og syge Mennesker
kunde henbringes og nyde foreløbig Hjælp for senere at blive bragt
paa Hospitalet. I saa Henseende formentes der intet bekvemmere
Sted at være end Barberstuerne, da disse var fordelt over den ganske
By, om Vinteren stedse forsynet med Varme og i hvilke sædvanlig
en Person var til Stede, som med en Aareladning eller andet simpelt
Middel, hvad nu den Syges Tilstand maatte paakræve, kunde yde
den øjeblikkelige Hjælp. Naar saaledes den af Amtskirurgerne an
søgte Befrielse for at opfylde Forordningens Bud ikke kunde tilstaas dem,
saa vilde man derimod finde det højst billigt, at de dermed forbundne
Besværligheder blev dem saa vidt muligt lettede. Dette skulde ske
derved, at Amtskirurgen kun havde at melde til Hospitalet, naar der
hos ham var indbragt en syg, hvorefter det da paahvilede Inspek
tøren dér, at lade den syge afhente. Hvis en syg fandtes liggende
paa et Sted, der var nærmere Hospitalet end nogen Barberstue, skulde
han direkte henbringes til det førstnævnte. Syge Militærpersoner
10
*