68 / 372
59
nogen Garanti for dets Indehavers kirurgiske Kundskab og Færdig
hed. Allerede i Helsingørskraaen saa vi, at Eksaminationsspørgs-
maalet er fremme for Svendenes Vedkommende, for Mesternes maa
Mesterstykket ogsaa for en Del paa den Tid have bestaaet i en kirur
gisk Prøve. Dette kommer egentlig første Gang frem i 1636, da det
af Kongen paalægges de tre kjøbenhavnske Amtsmestere,
Daniel Hage-
vald, Salomon Gutfeld
og
Christoffer Bier
at eksaminere den førnævnte
Henrik Ditlofsen og »med Flid overhøre, om han er dygtig og han
hans Kunst saaledes forstaar, at han samme Menighed, saavidt hans
Kunst sig belanger, kan betros«161). Under den Form har Eksamina
tionen af den vordende Mester sandsynligvis forud fundet Sted, den
har altsaa alene været lagt i Amtsmesternes Haand. Nu, lidt over
Midten af det 17. Aarhundrede, sker der heri en Forandring. Efter
at de medicinske Læger mere og mere gør deres videnskabelige Stil
ling gældende og ved deres lærdere Uddannelse synes at vinde Over
taget over Kirurgerne, hvor det gælder Besættelsen af de ledende
Pladser, bliver det ogsaa Lægerne, hvem det ved en højere Vilje over
drages at udgøre et Led af Eksamenskommissionen.
Aar 1650
paabødes det saaledes Ole Worm og Thomas Bartholin at eksaminere
en Bartskær162), og 1653 paalægger Frederik den Tredie Dekanus og
de medicinske Professorer i Overværelse af tvende kjøbenhavnske
Bartskærer at overhøre
Ertman Silleman
i Bartskærerkunsten, for
at erfare, om han deri for Mester kan passere, over hvilken Censur
de derefter havde at indsende Beretning til Kancelliet163). Denne
Eksaminationsbestemmelse, der i de her nævnte Tilfælde kun rent
administrativt foreskrives, fastsættes i Lavsartiklerne af 1668 og senere
i de endelige af 1684, som en Regel for enhver vordende fremtidig
Mester, efter at den i Tidsrummet 1660—66 var vedtagen i Fakultetet
og af Kongen ophøjet til Lov. Samtidig hedder det rigtignok i de
førstnævnte Artikler, at naar Svenden af det medicinske Fakultet er
befunden dygtig, skal han sit Mesterstykke »ustraffeligen« gøre. Dette
synes her altsaa ikke at have bestaaet i denne kirurgiske Prøves Af
læggelse og næppe heller i nogen praktisk Prøve i Barbering. Til
bage bliver saa Formodningen om, at den, ligesom hos Flensborger-
barbererne 153 Aar tidligere, bestod i Opgivelse af dels kendte og
dels egne paa Erfaringer byggede og frit komponerede Medikament
blandinger. Endnu i 1609 og 1620 hedder det i nogle Apotheker-
beskikkelser, at det ikke skal være Bartskærerne forment, at maa
gøre, hvad Plaster og Salver, som de til deres Haandværk kunde
5*