86
at Amtet indgik med en Skrivelse til Kongen, hvori det forestillede
ham dets Længsel efter at faa Tingene afgjort. Følgen heraf blev
ogsaa, at der kom Liv i Kommissionen, i hvilken nogle Nyvalg fore
toges. Justitsraad
Højer
, der havde været Sjælen i Kommissionens
første Levetid, var nemlig død i August 1739 og efterfulgt af
J. S.
Carl
som Formand for Kommissionen. Ligeledes var der i denne
indtraadt to andre Læger, Livmedikus
Laub
og Hof- og Livkirurg
Mensing,
saaledes at dens oprindelige Sammensætning nu fuldstændig
blev forandret.
De nyvalgte Kommissærer lod ved en Skrivelse meddele Amtet,
at Kongen havde befalet afdøde Højers Enke at udlevere alle Doku
menter og Akter angaaende Sagerne til dem, for at de til deres Un
derretning kunde betjene sig af disse. I denne Skrivelse blev der
tillige forlangt af Amtet, at det til Kommissionen skulde indgaa med
de Besværinger, det havde at gøre mod Generaldirektør Criiger, end
videre med Beviser, Ansøgninger og Privilegier, alt inden 18. Dec.,
paa hvilken Dag Kommissionen havde besluttet at holde sit første
Møde. Hovedposten i Amtets Indlæg var Begæringen om »en fuld
stændig Refusion uden nogen Afgift for vore Amter for os, som for
vore Efterfølgere«. Om de øvrige Indlæg oplyser Amtsprotokollen
intet, og om Amtets Stilling til den ny sammensatte Kommission
vedtoges det paa nærværende Tid, at overfor denne skulde ogsaa
Fuldmagten af 4. Nov. 1736 staa ved Magt.
DET M ED IC IN SK E KO LLEG IUM .
Inden en Maaned efter det først afholdte Møde kunde Kommis
sionen indsende en Forestilling til Kongen med de foreløbige For
slag, og lige tre Uger derefter gav Kongen Ordre til at forfatte en
Anordning paa Grundlag af disse. Frugten af Kommissionens Ar
bejde blev da Forordningen af 9. April 1740 om Oprettelse af et
medicinsk Kollegium, under hvilket alt, hvad der vedkom »Medicinen
med de dertil hørende Videnskaber« blev henført.
Selve Forordningen var ikke efter Criigers Hoved og endnu mindre
til Glæde for Barberamtet. For Criigers Vedkommende fordi den gik
ud paa at svække Virkningen af »hans Anordning«, som Anord
ningen af 1736 er bleven kaldt, og derigennem- altsaa hans hele Stil
ling, og for Barberamtets, fordi der ikke i ringeste Maade var taget