10 / 433
3
4
) Den dekorerede
«
Professor
»
E r t l e w ,
Den ugrammatikalshe S a h l e r t z ,
De m odtes
:
I Aviserne,
li
r s le to sag d e: Pedel l
S a h l e r t z sagde: Idiot!
E nden b lev: Slagsmaal.
Folk sagde: Lud os nu lale om noget Andet.
5
J Den berømte H. P. I l o Is t,
Den glade R ic h a r d K a u fm a n n ,
De modtes; Paa Skydebanen.
H . P. H o ls t sagde: G ratulerer til Ordenenl
E a u f m a n n sagde: Tak i liga M aade!
Enden b lev: At de blev enige om en ny Udgave a f
M o lié r e.
Og Folk sagde: Herre G u d!
6
) Den beskedne H o lg e r D r o e h m a n n ,
Den slebne Doktor S c lia n d o r p h ,
De mødtes: P a a Finansloven.
D r a c h m a n n sagde: Skulde man være Alvorsmand
paa Sligt f
S c h a n d o r p h sagde: Fanden gale m ig!
Enden blev: At de gik paa Sold sammen i M o r g e n
b la d e t .
Og Folk sagde: Stakkels H o r ch s e n i u i !
«Synes De saa ikke,
Svalen
er et yndigt Stykke?”
P unch
vaagnede. Det var Husets Frue, der talte til
ham.
Punch
mumlede Noget om smukke Vers, poetisk
Tanke, fin Form. Der var Ingen, der hørte, hvad han
sagde. De tre Etatsraader spillede L’hombre, Kammer-
junkerue gjorde Kur, Damerne drak Vand, og de unge
Digtere saa stadig idiotisk-geniale ud.
Saa listede
Punch
hjem og drømte hele Natten om Dyreryg, Aktier
og Valg af Borgerrepræsentanter.
En Matinée.
Morgengnavets
Kippe
Der holdes en
Matinée
Der hører man hvæse og pippe
Paa Tribunen en gammel Xantippe.
— Jo, det er en rar Kafé.
Med pøbelagtige Lader
Sidder en skraalende Flob,
Fra Byens snavsede Gader
Ud og ind man vader
Og slaar mod Bordet sin Stok.
Først træder en «Hurtigmaler»,
Signor D r a c hm a n n op,
Hor bare, hvordan han praler,
Kun om sig selv han taler
Og retter sin lange Krop.
Af alle Kræfter haa smører
Nu op paa Kryds og Tvers,
Penneas Skratten man hører,
Mens op paa Papiret han kjører
Sine lange, buldrende Vers.
«Mine Herrer! I tyve Minutcr!
Vær saa artig! Kom kun og se!»
Med et Sving sin «Digtning» han slutter
Og tegner, mens Pennen sprutter
Sit berømte Mærke:
H . D .
Der trampes og applauderes,
Paa hans Sundhed drikkes eri Dram,
Med en Bajer Signoren trakteres
Og derefter annonceres:
En Komiker — «Frem med ham!»
Hr. Doktor S ch a n d o r p h — som «Børste»
Kostymet er meget korrekt,
Jargonen er god for det Første,
Ederne ere af de største,
Og «Duften» — ja den er perfekt.
Det er lige derude fra «Kulen»,
Der er Realisme deri.
Han er ret paa sin Plads her i Bulen,
Sikken en Jubel i Hulen:
— Ja det er sch’gu god Poeschi!
Og Efraim, Ruben og Moses
Kommer og trykker hans Lab:
«1 voreses Avis schkal han roses,
Alle de andre schkal foses,
Men han schkal ha{e Kjærtegn og Klap.»
Og Doktoren la er sig bedrage
Af al denne Viraklugt,
Og af sine «Unge Dage»
Han prøver at foredrage.
Han synes selv, det er smnkt.
Men det gjør slet ingen Lykke —
Nej Sjovervisen igjen!
Et rigtig Skraldemandsstykke,
Og Eder drøje og tykke —
Det er Specialet min Ven.
Hr. Doktoren griber i Strængene
Og syuger sin Vise om PI o u g ,
Ja nu faar vi Smæk for Pengene,
Det kribler i Jødedrengene,
D e n Vise — ja den var grov.
De osende Lamper stinke
I det snavsede
Morgengnavs-
Hul,
Udenfor Solstraaler viuke,
I Sneens Krystaller de blinke
Som ægte skinnende Guld.
Vi vil ikke sidde og svire
Paa denne sjofle Kafé,
Hvor Raabed og Raaddenskab spire.
Nej, min Ven, vi gaa aldrig tiere
Paa
Morgengnavs-Matinée.