9 / 433
2
Ouverture«
Nytaarsdag er kommen
Glad og lyftig fom en
Ung og haabefuld Poet,
Der fin Fremtid alt har
Laurbærkransomvunden.
fet
End i Morgenftunden
Ingen Fugl i Lunden
Slaar fin Trille paa hans Vej,
Intet Løvfpring fom i Maj
Skygger om hans Pande.
Men trods frosne Strande
Vil han frejdig lande!
Slumrer Blomften end i Kim,
Hænger Skoven fuld af Rim
For hans Vers at pryde.
Ville de os fryde,
Eller Sorg kun byde?
Vil hans Fremtidspoefi
Bringe lutter Harmoni
Eller Dissonanser?
Skal vi fe hans Stanzer
Klædt i Staal og Panfer?
Vil de fprede Glans af Sværd,
Eller Fredens Rofenikjær
Over Bjerg og Slette?
Hvo formaar at gjette
Vel i Dag det rette?
Dog, før Aaret helt er endt,
Haabe vi, det har fortjent
Mer end Digtergagen.
Punch drømmer.
Punch
var til Juleselskab. Det
var et rigtigt fint Selskab —
umaadelig fint med tre tykke
E tatsraader, to langbenede
Kammerjunkere og en 'hel
Bunke ubge, begavede Digtere,
der havde søgt at se saa ge
niale ud, som det vel lod sig
gjøre, over Dyreryg og
Veuve
C liquot,
Middagen var til
Ende.
De ældre Herrer var indviklede i en dyb filo
sofisk Diskussion, der drejede sig om, hvor vidt Dyret
havde hængt længe nok eller ikke, de to Kammerjunkere
henrykkede Husets Frue med smaa Skandaler og Historier
fra det sidste Hofbal. De unge Digtere gib omkring og
skelede til hinanden. Ingen af dem sagde Noget. For
det, de vilde sige, skulde Yære aandrigt, og der var
Ingen
af
dem, der bunde hitte paa noget aandrigt.
Alle Damerne sad og drak Yand i store Kvantiteter,
saadan
som Damer altid gjør efter en god Middag. De
talte
om dores Julegaver, og om, hvor travlt de havde
havt,
og om den dejlige Silkekjole, Fru Lund havdo
faaet af
sin Mand — skøndt han var nok næsten fallit
— sagde man.
Punch
morede sig ikke. Han sad ganske
for sig selv henne i en Krog og tænkte paa Julesel
skaberne i hans Ungdom, hvor man havde moret sig og
leget Ordsprogsleg og Pantelege — endogsaa med Kys
—- eller spillet om Pebernødder eller danset.
Punch
blev melankolsk vedat tænke paa, at Alt dettevar forbi.
Han lukkede øjnene og søgte at kalde alle disse svundne
Glæder frem i Erindringen. Men, naar man lukker
Øjnene efter at have spist Dyreryg og drukket Cham
pagne, har man ikke saa let ved at aabne dem igjen.
Kort sagt,
Punch
faldt i Søvn. Og nan drømte, han
var til et Juleselskab, et rigtig Juleselskab med unge,
glade Ansigter, med muntre Ord og rungende Latter,
med Pebernødder, med Pantelege og med Kys. »Skal vi
skrive Sedler?» sagde En, og saa var hele Selskabet
opsat paa at skrive Sedler, og der blev skaffet Papir, og
det kneb med Blyanter, men de blev dog skaffede til
Veje. «ikke kigge!» sagde
Punch
, men man kiggede
alligevel, og saa blev alle Sedlerne skrevne, endogsaa
den unge Dames, der fra Først af havde erklæret, at
hun var saa gyselig dum, men det var hun slet ikke,
ellers havde hun ikke sagt det.
Punch
læste Sedlerne
op. Det var den gamle Slags med: hvor de mødtes og
hvad de sagde og hvad Enden blev. Sedlerne lød
saaledes:
1
) Den kritiske Professor M o lb e e h og
Den skjonne H e le n e
,
De modtes : I Kultusministeriet.
M o lb e e h sagde: B u m !
H e le n e sagde: Det skal De komme til at fortryde.
Enden b lev : At Censuren over L e o n a r d a kom i
B e r lin g s k o .
Og Folk sagde: M an skal ikke lægge sig ud med
F i s c h e r .
2
) Den grønne C a r l G j e l l e ru p ,
Den strænge C a r l P lo u g ,
De modtcs: I Litteraturen.
G j e l l e r u p sagde: Æ B æ l
P l o u g sagde: Stram u d !
Enden b lev : Brun og bioa.
Og Folk sagde: Bare han havde faaet del, mens
han var lille.
3
J Den lille Borgemester E h l e r s,
Den store Borgemester F e n g e r ,
De m odtes: P a a Kvægtorvet.
E h ie r s sagde: Hvor bliver Kreaturerne a f?
F e n g e r sagde: Lad mig om det.
Enden blev: At de kom.
Og
Folk sagde: Sent er bedre end aldrig.