13 / 433
6
Den Hensigt, Demokratiet har
Med alle dets Midler, skal jo være klar,
Uskyldig og ren som en Liliie!
— Kun Skade, at Pokker driver sit Spil
Med Yenstre, hver Gang det for Alvor skal til
At bevise sin gode Y iilie .
Henrundne ere alt Maaneder tre,
I hvilke vor Lovgivertrop lod sig se
Paa Folketingssalens Tillie;
Og hvad har i den Tid de faaet i Stand?
En lille Stump L o v om Af l e dn i ng a f Vand
Blev Frugt af den gode Vi l l i e !
En Hær lov i Folketinget kom ind,
Hvis hurtige Fremme hvert folkeligt Sind
Baade kunde og burde billige.
Hvor langt er man kommen med denne Sag?
Den sover i Udvalg den Dag i Dag
Om Kap med den gode Villie.
Ved Skol eref ormen Debatten var lang,
Og Be r g og J en s Busk og F i s che r og Tang-
Samdrægtig dansed’ Kvadrille.
Og dog fanger Loven knap bliden Bor,
Hvis ei Pladsen som Overdirektør
Bliver Len for den gode Viiiie.
Den Medfart, man gjerne ønsked’ beredt
Vor Hø j s ko l e og vort Kommun i t e t ,
Er med Brandpolitik i Familie.
A l b e r t i s talende T i ende l ov
Kan ingen benægte, er lidt for grov
Konfekt for den gode Vi l l i e.
Og nys ved hin Lov om Cha r l o t t enbo r g S l ot
Til Udstillingsfonden man- havde et godt
-Øje, det saas hos adskillige.
— Nei, én Ting ydmyg bekjende vi maa:
Den gode Vi i i i e vi kan ej forstaa
Endog med vor beds t e Villie.
Kaffen.
Fru Sørensen.
Tak, en lille Kop til i Anledning
! af det nye Åar, sode Fru Sckreder, og Tak for det
gamle og gid De nu maa have det rigtig godt, hvad De
jo sagtens kan, fordi De er ganske alene og har kun
Dem selv at tænke paa og ingen Sorger, for selv om
det kniber lidt en Gang imellem for Dem, saa Herre Gud,
det er da kun udvendige Sorger, og ikke af dem, som
knuser ens Hjerte og hentærer ens Sjælero, saadan som
jeg har, nemlig med Sørensen paa den senere Tid, og
De véd jo nok, at Sørensen og jeg altid har levet saa
fredelig og endrægtig sammen og han er jo rigtig nok
| ikke saa godt et Gemyt som salig Petersen, den Engel,
skøndt han var kun Rodemester, men nu paa den sidste
Tid er Sørensen bleven saa væmmelig og saa — uh! og
jeg skulde egenlig ikke fortælle det, men til Dem, søde
Fru Schrøder, kan jeg nok betro mig, at De kan tænke
Dem, nu er det gamle Skabilkenhoved begyndt at gjøre
Kur til hende, den unge Fru Jensen, De véd, hende
Enken, Bom er saa koket og saa ækel, skøndt hun er
næsten fyrretyve og det er saarnæn hverken hendes eget
Haar eller hendes egne Tænder, hun gaar med, og jeg
mærkede det godt fer Jul, at Sørensen var saa sær og
en Dag kom han en hel halv Time for sent hjem til
Middag og vilde ikke sige, hvor han havde været og
bagefter paastod han, at han bare havde været inde og
kjøbe de to Porcellæns Spyttebakker med Guldkant og
Navnetræk, som han forærede mig til Jul, men Pyt! det
tror jeg saamæn ikke et Ord af, og saa tredie Juledag,
da vi er til Middag hos Fru Thomsens, tager han uden
videre Fru Jensen til Bords, skøndt han skulde taget
Kanceliiraadinde Olsen, som er meget fornemmere og
saa kan De tænke Dem, der sidder den Laps
og er saa lækker og gjør sig til Nar for ailo
dem, der havde øjne i Hovedet, og ved Stegen sér jeg
ham ligge en stor syltet Blomme, den allerbedste der
var og som jeg vil have havt, over paa Fru Jensens
Tallerken og saa snakker han oven i Kjøbct netop i det
Samme noget gyseligt Vrøvl om Pioser og yndelige
Blommer og Blommerne var jo rigtignok meget yndige,
men at kalde Fru Jensen en Rose det er dog for galt
med hendes Teint saa det maatte da være en Gloare
dø Disjoug og det sagde jeg ganske højt til Fru Thom
sen for jeg kunde ikke bare mig og da vi saa kom hjem,
gav jeg jo Sørensen det glatte Lag, men saa blev han
kjæphøj, kan De tænke Dem og -spurgte om jeg var
fra Forstanden og det skulde jeg tage imod! Nej De
kan tro nej sødo Fru Schrøder — Tak en lille Kop
til — at jeg lod ham vide hvad for en nedrig Don
Johan og Mefistofeles og Vilhelm Tæll han var og at
jeg ikke vilde finde mig i at haanes og sættes til Side,
og saa gav jeg ham Blommerne at tygge paa og dem
kunde han ikke fragaa, og vilde han endda bedt om
godt Vejr men De skal ikke tro det og nu har jeg
taget hans Frokost-Snaps fra ham indtil han gaar til
Bekjendelse, men De kan nok tænke søde Fru Schrøder
at en Kone som mig, der virkelig har det ømmeste