121 / 433
114
G j e n s y n e t s G læ d e r .
0
%
( 7 < ^
|\
'i:;^ x V T > \;, iv .
Ø
j
L [ - r ^ m s Å
> - V \
i ^
f & 2 s r a f t f e
% ^ > K
f i l ' K W
f H
V %
W i i "
— j
- s , , . -
D e t gode varer des væ rre saa kort,
O g Sorgen, fordi det saa snart iier bort,
E r en saare forslidt M ate rie;
Derfor vil vi dæmpe vor Klage, fordi
D et med Paaskelam for i A ar er forbi,
Og med Rigsdagens Paaskeferie.
A t den var et Gode, vi nu kan forstaa.
j
D e s væ rre skjønned’ vi daarlig derpaa,
Imens vi nød god t af dens Levned.
A f Husfreden var vi saagar lidt kjed ;
Nu har over vor Utaknemlighed
Den rigtignok grusom t sig hævnet.
Den sendte os Folketinget igjen;
Og denne Forsam ling a f udkaarne Mænd
E r ikke nær saa .fredsommelig
Som Ugen, den stille, vi aflivet fik
Med Paaskekoncert og Passionsmusik;
Men den er langt mere kjedsommelig.
Den b a j e r s k e Lov til Kvindernes Vel
Som Landstinget naadigst ej slog ihjel,
H ar a tte r gjort T inget en T im e glad.
Med dette P rodukt er der m eget i Vej'n,
Den blev haanet af H
øru p
, forsmaaet a f KLEIN
Og endelig «ændret» af RlMESTAD.
Den bliver nok fæ rdig; men hvordan d et gaar
Med alle de vigtige Sager i A ar,
Derom ingen Kundskab man ejer.
«Loyalt skal vi hand le !» som BERG han si’er.
B lot ej hans loyale Samarbejd* bli’er
T il lutter — A p r i l s n a r r e s t r e g e r l
Holger Drachmann ,
Frit
e fte r
II,
C , A n d e r s e n .
IC/M:
, / .A 'i';; :|
|
P e r er i Kjebenhavn et stort
|
'dKf
Theater, som hedder Det
li
I W :l$Vy k o n g e lig e T h e a te r, det
\
i
¥Jj,
ffmj
ligger lige midt paa Kongens
* \(f
k!
l i k v '
Nytorv, hvor Billetsjoverne
K .J& C * K - ^
mylre frem og tilbage i hun
dredevis. Der kommer ogsaa Digterne spadserende
baade franske og danske og norske, og naar de norske
Digtere kommer, hilser Theatret dem med et «Bum!
Bum!» for saadan taler Moibeeh Norsk, og det betyder
det Samme som: «Tak skal De ha’e! Farvel!» —
Men naar
F a ra o s R in g
kommer paa Plakaten, er her
alet ingen BUietsjovere, for de sidder ganske bomstille
inde i Theatret paa deres egne Billetter. Men Pragten
i det Hele er dog Gi an el lis gamle Kafé ligeoverfor
Theatret, for der er det, at H o lg e r D ra c hm a n n
sidder og drømmer; han er klædt i lang Ådelskaabe
med Pifter og Flænger, og selv er han fuld af Skrammer
og Ar, han støtter sit Hoved paa de stærke Arme,
hans store Skjæg hænger ud over Marmorbordet, det
er voxet fast i
D assavisen s
Spalter; han sover og
drømmer, men i Dromme ser han Alt, hvad der fore-
gaar i Danmark. Hver Aften kommer der oa lille
Jødedreng løbende fra
D a ssa visen
og siger ham, det
er rigtigt, hvad haa har drømt, og at han kan godt
blive ved, for Theaterbassen er endnu ikke i nogen
ordønligFare, men kommer den i en, saa vil H o lg e r
D ra c hm a n n rejse sig, saa Bordet vælter og Opvar
teren kommer løbende med
Aftenberling&rm .
Saa
kommer H o lg e r D ra c hm a n n over paa Theatret
med sit store nationale Drama og slaar et Slag, saa
det runger, i
M orgenbladet
Alt dette om H o lg e r D ra c hm a n n sad
Punch
og fortalte sin lille Sønnesøn, og den lille Dreng vidste,
at Alt, hvad
Punch
sagde, det var sandt. Og medens
Punch
sad og fortalte, saa tegnede han paa et stort
Billede; det skulde forestille H o lg e r D ra c hm a n n
og sættes paa Bagsiden af Bladet, for
Punch
var ogsaa
Historiemaler, og en Historiemaler det er saadan en
Mand, som maler berømte Folk i Situationer til J a
co b sen s Frederibsborg-Samling, og her havda han
malet H o lg e r D ra c hm a n n , der stod saa lang og
stolt med sit store Skjæg og holdt i den ene Haand
den store Trefoldighedskanon og med den anden Haand
støttede han sig til Realismens nye Yaabenskjold.
Hvad førte Realismen i sit Skjold? Ja det kunde
Punch
fortælie.
I det ene Felt var der afbildet en
gammel graa So med smaa røde Grise. Og
Punch
saa paa Soen og tænkte paa S c h a n d o rp h , og han
saa paa de røde Grise og tænkte paa G je lle r u p og
E rik S k ram , og medens han saa paa de røde Grise,
saa skinnede de endnu stærkere end før, og de blev