122 / 433
115
til Flammer, der hoppede ud, ud af Skjoldet og dansede
ped ad Gaden. «Lygtemændene ere i Byen!« sagde
Punch.
9
P r enez garde aux enfants!»
Men i det andet
Felt vrimlede der af lutter smaa sorte Skabninger.
Og
Punch
tænkte paa Georg B ra n d e s , Emigranten
i
dase gro&ze Vaterland,
og han tænkte paa Ed u a rd ,
der slog Kolbøtter i
Ude og H jemme,
og han tænkte
paa Doktor Levy son i
Morgenbladet.
Og de smaa
sorte vrimlede frem og tilbage, op og ned, alle Vegne,
og de kriblede og de krablede.
«Hvad er det?« spurgte den lille Dreng.
»Det er Grøftevand,» sagde
Punch,
«Folk kalder
det ogsaa Dassavisen.»
Og
Punch
fæstede sine øjne paa Hjerteskjoldet.
I Bondens fattige Kro stod C h reste n B ergog tøm
rede sit Dannevirke i Brystet; i Bondens Kro blev
hans Hjerte Danmarks Folkehjerte. Og
Punch
tørrede
sine Øjne, for han havde kjendt, og levet for C h re ste n
B erg , med det sølvhvide Skjæg og de blaa Øjne bag
de runde Briller, og han faldt i Tanker og aerpaa i
Søvn. Han drømte om gamle Dage og gamle Aargange.
Og udenfor Theatret skinnede den klare Dag, og
Vinden bar fra Lirekassen de sønderjydsko Pigers
«Toner helt hen over Torvet. Sjoverne gik frem og
tilbage, og M o ibech hilsede paa B jø rn so n : «Bum!
Bum!» Men Ho Tger D ra chm an n kom alligevel ikke
med sit nationale Drama. Der skal pirres anderledes
ved ham, før det kommer, men det kommer nok, for
der er Krummer i H o lg e r D rachm ann .
Ud en fo r H e l l i g e i s t e s Kirke.
— Det maa man fig-e, Kirken er bleven nydelig 1
— Men den har ogfaa, været dyr, de arme Sognebeboere.
Faril blev de tvungne til at give frivillige Bidrag Og iaa
blev de alligevel fatte i Skat bagefter.
— Og nu venter der de Stakler en ny Skatigjen.
— Saa ? Hvad er det for en ?
— Skat Rø r dam 1
4
)
Tii Generalforsamling
Begiver sig en og hver,
Naar ham den Rolle er givet
At stande Forretningslivet
Saa temmelig (aktio-)nær.
•Til Generalforsamling!»
Er Løsenet, Aarstiden fik;
De høre til Dagens Orden
Og klinge som Grund-Akkorden
I Foraarets glade Musik.
I V a a b e n b rø d re n e s Møder
Er Ufreden ikke forbi;
Der toned’ fra Brødrenes Masse
Om deres Begravelseskasse
Et sørgeligt Litani.
Men Selskabet for Peder M adsens
Og S ø to rv e ts Arkitektur
Sig fryder ved sine Renter;
Om hele trend e Procenter
Saa lystelig sang man i Dur.
I Banken for Industrien,
Hvor Høymann var frelsende Skjold,
Herte man ikke hans milde,
Sølvklare lokkende Trille:
Nu sang han forstemt udi Moll.
Den stakkels Kommersraad fik her
Slet intet Kommers bragt i Stand;
Ej Selskabet lod sig fortrylle :
Det blev paa hans Maglemølle
Denne Gang slet ikke Vand.
Man ser, at formegen Vandgang
Kan Skuffelser volde og Men;
Men Tab det ogsaa kan bringe,
Naar Vandgangen bliver for ringe;
Det ser man ved Rysse nsten.
Begjærlighedsdjævelen stikker
Dog frem overalt sin Haand,
Ikkun i Tubor g s Fabrikker
Der er man aldeles sikker
Paa at træffe Forsagelsens Aand.
Der samler man ikke Skatte
Til Føde for Rust og Møl.
Naar Status man overvejer,
En svævede Gjæld man ejer
Samt Gjødning og Tuborgerøl.
— I vort forenede Dampskibs-
Selskab mau T ie tg e n saa
Lig en Samson, vældig og bister,
At kalde H e llm a n n Filister
Og med »Kajen» paa Flugt ham at slaa.
Ja Ti et gen er Børslivets Heros,
Af Mønt har han Lommen fuld.
I vort filistrøse Samfund
Er han en selvskreven Samson;
Men han vælter ej Templer omkuld
Nej, han har af Tempelruiner
Et Vidunder os beredt:
Naar Kirken er færdig bygget,
Da vil hans Ruin stande smykket
Som — M e rk u rio site t.