117 / 433
110
E
n slem Syge.
y ø k \
\fe i\ S
Svor meget vort Venstre end ogsaa gje? Blæst
Og fisker i rert Vand i øst og i Vest
Fra øresunds Kyster til Ribe,
Saa er dog den Rolle, der passer det bedst
Unægtelig den at knibe.
Man finder i den Sag saa vel som i hin,
Thøaterportaler og Kirkeruin
Og billige Panserskibe;
De samme Principer, det samme Doktrin:
Paa Menten man altid skal knibe.
Et halvt Aars Tid har nu Hærloven lagt
I Tinget, hvor Krabbe har styrende Magt,
Men kommer vist aldrig tii Liebe;
Thi Venstres Liebhaveri er, som sagt,
En skammelig Lyst til at knibe.
At spare en Million eller to
Gjør Berg og hin Ledrø i Sjælen helt fro,
Saa forud man let kan begribe,
At Loven faar Lov til at hendø i So,
Hvis ej de faar Lov til at knibe.
Man ved af Erfaring jo nok, hvad der sker;
Åf Haabets Morgenstraale man ser
Ikke en eneste Stnbe.
—Ja Kaaffmann, nu tror du vist aldrig mer
Paa Folk, hvis Moral er at knibe.
Den Sparsomhed er en velsignet Dyd
Øg bliver os sagtens en Sjælefryd,
Haar vi vore Sværd skulle slibe,
Og aaar vore gode Venner mod Syd
En Gang os bringer i Knibe.
Ja, saa vil vi se, hvad de Herrer formaa,
Om Udvalget snakke vil eller slaa,
Om synge det vil eller pibe,
Men der bli'er des værre fler end de smaa
Jøder, for hvem det vil knibe.
Ved
Kaffen. J p ^
Fra
Sørensen.
Ja, gøde hru Schrøder, det var
det jeg kom op og vilde fortælle Dem ligestrax, for
det er jo dog altid en stor Behagelighed at sulasjere
sit Sind ved at betro en god Yeninde Alt det der
trykker og tynger paa Ens Hjerte og som det ikke kan
hjælpe at tage Klemmelse-Pastiller ind imod, skøndt
de staar oven i Dagbladet med fede Typer og Gud
Alt det, Folk kan finde paa nu til Dags, hvor man
har baade Læger og Homøpather og Dyrlæger og Tand
læger og Øjenlæger og Fru Polack, som forleden jeg
fik saa ondt i mine Øjne og saa siger Sørensen: Gaa
hen til en Øjenlæge søde Amalie, hvad jeg saa ogsaa
vil og tager Tøjet paa og gaar først et Par Ærinder
og derefter ned til Petersen og Jnliane fordi lille Am
brosius har Ondt for Tænder igjen, og da jeg kommer
derfra, har jeg ikke mere Øjnene i mit Hoved, men
derimod Ambrosiases Tænder og saa ligesom jeg kom
mer midt i Store Kongensgade ser jeg der bor en
Tandlæge og vil lige til at gaa op til ham, men saa
ser jeg i det samme, at der bor en anden Tandlæge
paa den anden Side af Gaden, og saa bliver jeg ganske
tvivlraadig, fordi jeg vidste jo ikke, hvilken af dem
der var den mest smertefri og saa tænker jeg det er
bedst jeg gaar hjem og spørger Petrine, der nylig har
faaef sine plomberede, ad, og da jeg saa er kommen
helt op ad Trapperne hjemme, falder det mig
paa
en
Gang ind, afe det jo slet ikke var nogen Tandlæge, jeg
skulde til, fordi det var jo mine øjne, der
var
daar-
? lige, men saa kom de sig Gudskelov af sig
sølv,
hvad
jeg er meget glad over, for nu ved Foraarstid har man
jo saa meget at skulle bruge dem til med at se
paa
Foraarsstykker og Hatte og Malerier paa
Udstillingen
og Bekjendte
paa
Langelinie, og det var det jeg vilde
betro Dem, søde Fru Schrøder, men Dø maa for
Guds
Skyld ikke sige det til noget Menneske, for De véd
jo hvor ondskabsfulde Folk kan være, saadan som jeg
hørte forleden Dag Fru Carlsen, ja De kjender jo nok
Frn Carlsen, Rasmine, hu har hun jo skæmmet sig
en heel Deel, men sin spidse Næse og sin skarpe
Tunge har hun da endnu, og vi var til Chokolade hos
Fru Petersen, hende De véd, hvis Mand rendte med
Kassen fra en Cichoriefabrik, og saa siger Fru Petersen
til hende, om hun helst vil have Kaffe eller Chokolade
og saa kan De tænke Dem, søde Fru Schrøder, saa
siger Fru Carlsen: Tak, søde Fru Petersen, siger hun,
helst Kaffe, for hos Dem er man da vis paa man faar
ingen Cichorie mellem Bønnerne. Hu beder jeg Dem,
søde Fra Schrøder, lige op i Konens aabne Ansigt og
det vilde jo akkurat have været, ligesom om jeg havde
talt til Dem om Begravelseskasser og hentydet til salig
Schrøder, hvad De jo da ikke konde gjøre det Aller-
ringeste for at han kom til at mangle i Kassen, og
derfor vil jeg ogsaa kon fortælle det til Dem, fordi det
er saadan en slem Historie, i Fald den kom nd, hvad
i