113 / 433
106
En P a v s e ,
<Men sidste Maaned var des værre sløj,
Faa vor Taalmodighed den slemt har tæret;
A f H e Y m a n n s
Valg, der nylig blev
til R ø g ,
Og andet daarligt Nyt man var besværet;
Dog fik den Ende uden Larm og Støj
Og skaffed os lidt Tid at trække Vejret.
E t Pusterum, det kan man stundom bruge,
Og Marts os bragte nys den s t i l l e Uge .
Den stille Ugel blid og rolig gled
Den hen, til hver en Helligdag var omme!
Teatrets Publikum af Længsel led,
Og Folketingets Stole stode tomme;
Kun med Passionsmusik det regned’ ned,
Og Kirkens Dør stod aaben for de fromme;
Men Verdens Børn de havde, det er Tingen,
Kun ét Asyl, og det var «Beverdingen».
Paa Heliigdagsanordningen man mærker,
A t Salighedens Frugter yppig gro
Saavel for dem, der fylde Stadens Kirker,
Som og for dem, der tømme Stadens Lærker:
Den ene bliver salig ved sin Tro,
Den anden bli’er det samme ved sin Kro,
Og Loven, der skal Sans for Sagen vække,
Har sørget lige faderlig for begge.
— Dog er, som sagt, for Marts vi bievne kvit,
Og, hvad den bragte, knap for lavt bli’er ansat;
I Folketinget har man slæbt og slidt
Med Interpellation, saa det var bandsat,
Og i vort Landsting kom man ikke vidt
Med vor Finanslov, som man der har pantsat,
Fordi den var Produkt af
ESTRUPS
Varsomhed
Og Venstres altfor velbekjendte Sparsomhed.
For
N q r d e n s k j O l d , som s n a rt
sig lader
se
Paa
sit
Triumftog her
b la n d t
«vore egne»,
Har man i Marts havt travlt med at beregne,
Om tvende Dage gjøres kan til tre.
Snart
E r s l e v
her med geografisk The
Ham hædre vil pa a— Botanikens Vegne!
— Ja, sikkert i April man her vil spørge,
A t
E r s l e v
lader Martsfiolen sørge.
E t R e d a k t io n sm ø d e .
Jk& extraordinairt Mede var
sammenkaldt, fordi det som
Dirigenten bemærkede, vilde
være altfor ordinært kan at
holdø ordinære Moder, og da
Eedaktionen aspirerer til en
Gang i Tiden at erholde Præ-
ikat som Kgl.-Hof-Pnnch-Red*
taktion og Storkors af den
.store Djern med Tilladelse til
(ytSm~
at bære samme hjem, var der al Grnnd til saa vidt
mnligikke at henfalde til spidsborgerlige og plebejiske
Yaner.
Dirigenten
meddelte, at der i Aarets Løb var ind
kommet en Bække Andragender til Bedaktionen, som det
maaske un knnde være paa Tiden at undergive en grundig
Behandling. For det første var der et Andragende fra
Herman Bang om en mere fast Plads i Pnnch’s Spalter.
Han vilde spørge de ærede Medlemmer, hvad deres Me
ning var om Herman Bang.
Det kvindelige Medlem
syntes, Herman Bang vilde
være yndig, hvis han bare ikke var
saa
bedrøvelig; ban
skuide saamæn slet ikke have noget imod en lille Korre
spondance med ham, især fordi hun netop nu skulde have
en hel Del Klædningsstykker syede og gjerne vilde hore
bans Mening angaaende Snittet, saa hvis Dirigenten kunde
se sit Snit til at faa fat i Herman, kunde man maaske faa
en Sy- og Snitteskole i Stand med Herman Bang til For
skærer og en Del unge Damer i veldædigt Øjemed til et
Dukkehjem for uheldig stillede Syjomfruer, og det vilde
hun gjerne give Bidrag til.
Det kommunale Medlem
kunde ikke indse, hvad man
skulde med Herman Bang, fordi han snakkede altid om
Ting, han ikke var inde i, saadan som nu for Ex. om
Kirkegaardene, der
varNoget af det mest kommenale,
man kunde tænke sig, og hvordan skulde saadan en ung
Journ alist kunne begribe, a t det skulde koste ti Kroner
mere at blive begravet om Sendagen, naar Fattigfolk havde
T id til a t more sig lidt og gaa i Skoven eller lade sig
begrave og saadan noget, men var billigst om Hverdagen,
naar de ikke hayde Tid til den Slags Udenomsfornøjelser,
men som han vidste af en Kone, der havde vasket boa
Borgemesteren, at det var i de Fattiges egen Interesse,
for naar de saa, det ikke kunde nytte noget at ville gaa
hen hg lade sig begrave, naar de havde Tid, saa Jod de
maaske hellere være i det Hele ta g e t, hvad der ogsaa
var det allerbedste, især for Folketællingen, der saa blev
bedre endnu næste Gang og desuden gav det sterre I nd
tægter, som var en
storBehagelighed for en
Kommune,