S_Punch_1880

119

byde hende

Armen, Undtagen Wulff,

som

var galant

og gik nd

efter hende,

Hvorpaa hnn viste sig

Døren,

som

straalende Efieraarssol, fremkaldende

Blomster og Bravo og Jnbel; Hos os Alle. Hvorefter

hun red Circus rundt; Og ud igjen.

Og Fru Borch-

senius blev sjalu og klinkede et

Par

Thekopper og

sagde at nu kunde Alle komme frit ind; Hvad jeg ikke

tror Vat vilde synes om paa Grund af Indtægten; Og det

pæne Porsellæn, saa han lader hende vist «sætte Kopperne

igjen»; A f Føen. I andet Agt kom saa Abrahamsen og

var cn fattig ung Mand af Insjen¡ørfaget; Og ædel; Som

man strai kunde se paa Gebærderne

den høje Hat.

Og elsker Hertuginden og Hertuginden ham; Men dydigt,

Som var kjedeligt. Saa det hjalp, da Jochum og Fru

Jullelumbyhansenlange kom ind og gav en Omgang; Med

Kommers og Brandere; Desangaaende. 1 tredie Agt fik

man saa igjen Fru H olst; Endnu dejligere, og Dorfpetersen,

Og de gav saa første A g t af Leonarda og derefter gav •£*

Fru Holst en Monolog af Cora eller Slavinden, hvori hun

fortalte, at hun var egentlig en sort Neger ovre fra Vest

indien og gav Sort paa Hvidt for at man godt kan være

hvid udvendig og sort indvendig, Som kaldes en Kvateron,

hvorimod hendes Moder havde været al de Melerede, Som

hedder Mulatter. I ijerde Agt røg de sammen Allesammen,

først Hertugen og Hertuginden og derefter Hertugen og

den fattige unga Mand og tilsidst Hertugen og Sivertsen.

Men Jochum og Fru Jullehanseulumbylange var evig

gemytlige. Og i femte Agt river det ud med Wulff og

General Rosen og degaar ned i Baggaarden; Fo rat gjøre

det af med det Samme; Hvorpaa Fru Holst kommer ind

og er forvandlet, Og sort udvendig, men hvid indvendig,

Og Hertugen bliver expederet imens og Hertuginden faar

den fattige unge Mand og Fru Holst og Dorfpetersen giver

Slutningsscenen af Leonarda; Ud af Døren; Og til Amerika,

Hvorpaa Jochum siger noget grinagtigt og Tæppet; Falder.

aar Uheld os piner øg trykker,

Naar Tidsler paa Livsvejen gro,

Naar al Ting gaar galt og i Stykker,

Det gjælder at ta’e det m ed Ro.

Med B e a c o n s fi t i d er det omme,

Nu Pyt med hans

Y es

eller

No,

Til Roret G l a d s t o n e vil komme,

J o h n Bu 11 vil ta’e det med Ro.

I Landsthingets hellige Haller

Finansloven har fæstet Bo,

Hr. K r a b b e ringer og kalder;

Men L i e b e ta’er det med Eo.

Og Ør. Kommerceraad H e y m a n n

Forleden fik paa sin Popo:

Hr. I s r a e l s e n gav ham en Begmand,

Men H e y m a n n han tog den med Ro.

De Folk, som Aktier eje,

Ntt sanke i Lade og L o :

H r . A e c h l u n d o g H e l l m a n n er sejge,

De andre ta'er det med Ro.

At tidt der er

something rotten,

Man

saa hos

G e d a l i a

Go.

Se han kommer nu i Kachotten,

Og der kan han ta’e det med Ro.

Og Borgerrepræsentationen

I KirkegaardBsagen slog Klo,

Skøndt H a n s e n var venlig i Tonen,

Tog H e r f o r t h det ikke med Ro.

Sov Gravsag paa Udvalgets Pude!

Sov sodt nu som Knippelsbro.

Tip Tap Tønde! og Snip Snap Snude!

V i andre maa ta’e det med Eo.

Blot F e n g e r ved Forslagets Lavelse

— Hvad sikkert vi haabe og tro —

Kan faa en Familjebegravelse,

Ellers ta’er han det neppe med Ro.

Og E r s l e v han bryder sin Hjerne,

Til

Vega

han slider for T o ;

Men faar han ej Kors eller Stjerne,

Saa ta’er han det ikke med Ro.

Min Vise er ej Korijamber,

Som K a u f man n han skriver saa fro;

Men synes I dog, den er hamber,

Ja saa skal jeg ta’e det med Ro.

Landnamsmand. kjendt som Viking og Skald; han havde

sendt Ombud til alle Sysler, at han vilde kundgjore noget,

som laa ham paa Sinde. Samledes man da omsider i

G y l d e n d a l e n , hvor mange Bække springe, men herligst

af alle er M o l b æ k k e n , hvis Vande dufte som

Am brosius.

Langt om længe kom Bjørn ridende nordenfjælds fra med

et stort Fø lge, hvoriblandt Kæmpen H o l g e r der var tre

Ålen og en Kvart og frygtelig at se tii i P a n t s e r og

P l a d e . Mest tildrog dog Björn sig Opmærksomheden.

Thi en saare fager Mand var han at skue, høj og herde-

bred, med Øjne som en Sæl og Tænder som en Bardehval.

Guldharpen hang om hans Skulder og Sværdet ved hans

Side, Stor Jubel bilsede Bjørn og hans Følge; og slog

han da til Lyd paa Skjoldet og sagde, at han nu vilde

være Digterkonge og herske over dem Alle, saa mange som

vare paa øen. Da blev der en Larm , som naar Geysir

koger over og Hekla spruder Ild. Men Bjørns Mænd

tæmmede de Ildesindede,

og blev Bjørn da kaaret til

Digterkonge og loftet paa Skjolde. — Hans første Gjerning

var nu at tvinge Folket til at synge hans Sange; Mæn-

dene inaatte lære et D igt, navnlig

Kongen

; anden Syssel

maatte de ikke have, og kaldtes fra den Tid kgl. Syssel-

mænd. Kvinderne maatte lære Sangen om

Leonarda

, der

ingen Ende havde og var meget vidtløftig. E t stort

Billede af Bjern blev rejst paa en

høj Bakke, der næv

nedes

S y n n ø ve S o lb a k k en

; og hvo der ikke knælede ned

for det, blev enten jaget ud i Ødemarken «

System et

•, som

ingen kunde hitte ud af, eller ogsaa bleve de tvungne til

at æde Tællelys. Stor Misnoje var der da ventelig ogsaa

blandt Folket og tilsidst ndbred der Faaresyge, som først

angreb Faarevogteren G e r s o n , saa han sang en ynkelig

Sang om sit Yndlingsfaar Herman Bang, og dernæst

smittede den Kæmperne Holger og Sofod, saa at de i

Vildelse spændte sig for en P l o u g , den de dog ikke

kunde trække fra Stedet. Da blev der Oprør. Man stor

mede til Bjørns Kongsgaard og raabte

K o n g en

frem ; han

kom ogsaa, men da sendte

M a g n h ild

, en Kvinde af Folket

Bjørn en Pil i Livet; den voldte ham U livssaar; han seg

nede om og — — — vaagnede op hjemme; han var fal

den i Søvn over et nyt Drama, han havde skrevet. Snart

var hans Digtcrdrem en Saga blot; og Kaloskeme var

borte. Jøden havde selv hentet dem. Han havde ikke

troet, at Nogfen skulde finde paa at bruge dem paa den

rette Maade ; men selv Jøder kan narres.

Det maatte

den evige Jøde sande, og han tænkte paa Heymann! Sæt

h an havde faaet Kaloskeme, saa havde der da ligget et

Raadhus!

F I N I S .