S_Punch_1880

123

Cremant,

hvis Perler gik til Vejrs som Ildkugler fra et

Fyrværkeri og stod som det fedeste Flødeskum (Stærk

Hosten).

Men den kom ogsaa paa

Kroner 50! Efter

| at have givet denne Antydning skulde han endvidere un

derrette Forsamlingen om, at han havde komponeret en

smuk Vinpunch, der særlig egnede sig til at nydes som

Iepunch, og havde givet den Benævnelsen; N o r d e n -

skjølds-Punch (Bifald). Den var tilberedt af de bedste og

uskadeligste Ingredienser og efter vore første

Lægers

Vidnesbyrd absolut gavnlig for Sundheden. Saafremt man

nu til et eventuelt Festmaaltid gjorde en større Bestilling

hos ham af hans Vine, vilde han efter Bordet traktere

Selskabet med denne Punch ad libitum (Stærkt Bifald).

Skomager

K ruse

havde en Gang tænkt paa at holde

•

N utiden

». For det var dog rart at folge med, og der

var smukke Billeder med en ligesaa god

Text;

men saa

havde han opgivet det, fordi han kunde faa det at læse i

Klubben, men der kom han aldrig paa Grund af Tiden,

saa han vidste ikke en Gang, om der havde staaet Bil

leder deri af

Norskøl, Palisander

Viggo

det

Hele;

men det kom nu heller ikke Sagen ved. For han vilde blot

sige, at han syntes, det var for galt saadan at give sig til

at sejle udenvidere; dersom saadan alle Mennesker blev sejlen-

de, saa saa det galt ud. Og hvad havde saa

Norshol

fundet?

Det bare Vand — med en Klump Is i! Det var en kold

En l Ja det kunde gjerne være, at de fres deroppe, men de

havde vel et Thermometer med, som blev opvarmet hver

D ag ; saa de led da ingen Nød. Men han vilde bare sige, j

at han gav ikke sine 1 5 Kroner ud til et Ædegilde med

Drikkelse og Vrøvl i Anledning af noget, som han ikke

vidste, hvad var.

For de Penge kunde han faa sig

noget nyt Sommertøj; ja det gav allerede et helt Sæt i

ham i ham, naar han tænkte paa: at give 15 Kr. ud for

at drikke det Sprøjt, som Vinhandlerne afproppede og

solgte for Vin. Skulde han have Gift, saa vilde han

kjebe den paa Apotheket; og fordi man kom Rosinrom paa

en pæn Flaske og slog en fin Plakat udenpaa, saa blev

det dog ikke til andet end Rosinrom. Som han nu vilde

sige: hvad kunde det nytte, at han skrev udenpaa sin

Dør, at han var Greve, derfor blev han dog ligegodt den

Skomager, han var. Ja , nu havde han slået den Pløk

fast, og nu kunde jo nogen forsøge at tage den ud igjen; *>

men det blev vist ikke saa nemt; for han leverede, uden

at bagtale sig selv, altid propert Arbejde; men det kom

nu ikke Sagen ved.

Prokurator

Justesen

skulde saa expedit som mulig

udtale sig om den berømte Nordpolsexpeditør; han

fandt, at man ikke kunde tillægge Opdagelsen af Nordost-

passagen en rent passagére Betydning. Ja nn troede man

maaske, at han havde en Polarræv bag Øret — ingenlunde.

Han havde lige saa meget Interesse fer Passager som for den

Passagér, der opdagede dem. Nordenskjold var en Isbryder

i Polaregnene; han havde brudt Isen, de andre kunde jo

nu bryde deres Hovede og se, om de kunde følge efter

ham.

Nordenskjølds Kamp for at bryde igjennem har

været en Brydekamp, men det skulde man ikke bryde sig

om; uden Bryderier naade man intet. — Taleren beklagede

paa Svedskeisens Vegne, at Nordenskjold ikke havde slaaet

et Skilt op i Nordishavet med Indskrift : •

Her gaar Nord

ostpassagen*.

Han fandt, at man burde anerkjende den

Istapperhed, Nordenskjold havde vist, ved i Mangel af

Guldmedaille at sende ham et Diplom som Æresborger i

X-borg og som saadan drikke hans Skaal ved en Fest-

Middag.

Dette vedtoges da. Mødet hævet Kl. 10.

Paa Kafeen.

denne Nordenskjøld er jo en

sto r

Opdager,

men der er dog noget, han ikke kan opdage.

— Hvad er det ?

— Det er Erslev. Ham opdager han ikke.

— Saa? Skulde han ikke kunne opdage Erslev?

— Nei for Erslev er jo opdaget for længe siden.

— Ser De,

/ildrig viger

B an fra , hvad han en Gang siger,

Det er baade Ondt og Godt.

Godt, naar Venstres længste Stiger

Ikke naar hans stejle Tind.

Ondt, n aar mod hans Venner blot

H an sin Klippestejlhed vender

Og, mens de a f K am plyst brænder,

Kolde Sneskred ned dem sender

Fra sin Stoltheds Gletscherslot,

Desforuden, Christian mærk:

En P lan et, der straaler stærk,

Trækker til fra alle K anter

A djutanter,

Sm aa Drabanter,

Som sig rundt om Stjernen plan ter

Og forstyrrer tidt dens Værk.

F is c h e r er en slig Drabant,

Fra det Fjerne

Som en tvivlsom Taagestjerne

Kom han hid og Pladsen fandt.

—

Eftermanden saa vi gjerne

—

K a u f f m a n n slaar saa store S vin g

Ja iblandt

Gje r han i vort Folketing

Venstre om og helt omkring.

Christian, delte Solsystem

T il et Ragnarok kan trænge,

Endnu ga a r det i sin Gænge

;

Men hvor længe,

Er kun nu et T id s p r o b l e m.

Jhmbreve

til

Fætter K r i s t i a n i

N y k jø b in g .

X X .

K j æ r e Fætter. Flov Du blev

F la d og rigtig sn avs til Mode.

A ltfor haabefuld Du trode

P aa , hvad i m it sidste Brev

Jeg om Knudens Losning skrev,

P a a et F ejlsyn det berode

Ja, je g tilstaar, jeg tog fejh,-

M en hvor skulde man formode,

B ojres Skib for fulde S ejl

Styréd' in d p a a skjulte Rev.

Under H avets blanke S p ejl

E s tr u p s Stivsind laa som Skær.

H astig R attet rundt m an hev,

BjergedC Skuden

M ed en Rift i K obberh u den

;

D erfor lostes ikke Knuden,

D erfor er v i lige nær.

Skal for E s i r u p glat det gaa,

Em bedsm andene foruden

D yrtidstillæ g leve maa,

Og Athene

—

stakkels K vinde

—

M aa sig lære selv at spinde,

B v is hun ej vil nogen staa.

K a n Du i dit H oved faa,

H vad H r. E s tr u p h a t i Sinde?

E r vi alle m uldvarp blinde?

Ingen a f os kan udfinde,

H vad det er, han pønser p a a .

E s t r u p I Provisoriets M and!

Han, der aldrig veg tilbage,

Han, der holdt saa tappert Stand

I de store Kampens D agel

Han I?

Kjære Fælter, Solen har,

Som vor Videnskab beretter,

Ogsaa Pletter,

Som man ser med stærke Giar,

N aar man dem for O jet sæ tter

;

Prov en Gang min kjære Fætter

E s tr u p rigtig at fixere.

Forst bemærker Du en Brost,

Lysten at mystificere,

Det er en uskyldig Lyst,

Bedre end at skvadronnere,

Bringer tidt en lille Host

Ind af bløde Venslresjæle,

Men vil man sin Tanke fjæle

O veralt og allevegne

Bli'er det tidt til ringe Trost

For ham selv og for hans egne.

Dernæst Mandens Egensind,

—

Vi har havt M inistre for,

Svajende som Siv og Ror,

Drejende for Vejr o‘g Vind,

Op og ned og ud og ind-,

E s tr u p derimod er tor,

S tiv og stikken som en P ind,