142 / 433
134
Verdens Løn.
i m r '
v C ( f ' A )j -\
a s i l i
* » 1
edrøvelig er Storheds Lod paa Jord,
Mod den er Skæbnen grusom, lig en Kajman;
Naar Livets Lykke staar 1 herligst Flor,
Faar tidt
i
Regningen en hæslig Streg man.
I gamle Danmark sligt man tidt erfor,
Nys saa vi jo, hvordan det gik
m e d H E Y M A N N ,
Og nu faaer atter Israels Sønner Del i
E t Skæbnens Slag: Nu falder
d lS R A E L l ?
Tungt, at han falde skal som et politisk
Offer for den «bevidste Folkemagt*,
Lig Syndebukken i den gamle Pagt;
— Hans Tænkemaade var aldeles britisk,
Og Hand’emaaders, som bekjendt, semitisk,
Hvorfor ham Lavrbærkranse nys blev rakt.
— At ham de vrage tør, er rent ufatteligt,
Og Tabet bliver sikkert uerstatteligt.
Hvad der laa om Smørret.
Mogensen var i det viden
skabelige Hjørne.
Geografien
havde bemægtiget sig hans
Indbildningskraft, og Yegas An
komst paa Eheden havde bragt
hans Blod i arktisk Eoidfeber
Hele hans Batik bar Spor deraf:
Overalt saa man Sedler med
1
Paaskrifter, der mindede om
Nordenskjolds Bedrift. E t Par
Ottinger N o r d e n s k j o l d - S m ø r udsendte en mild
anti-skorbutisk Duft. I Vinduet laa dejlige P a l å n
de r - S i l d og ved Siden af dem en Bunke fede E r-
s l e v - P ø l s e r , over hvilke en mægtig H e y m a n n -
S k i n k e blinkede polisk ned til en Kurv med frisk
lagde H o v g a a r d - Æ g .
Glanspunktet i Arrange
mentet varalligevel Nordostpassagen, der var frem
stilletved ensmal Gang,
paa begge
Sider af hvilken
alle Mogenscns Oste
vare opdyngede
i fantastiske Bjerg
formationer.
En overskaaren
Gammelost forestillede
V e g a , og naar
man
saa nøjere til, opdaged« man Be
sætningen,
de
saakaldte N o r d o s t p a s s a g e r e r , i Færd
Ham, som inan i Berlin har nyligt set
Tiltrods for
BlSMARCK
spille Matadoren,
Som har den syge Mand et Leje redt,
Hvor han i Ro kan vente Silkesnoren,
Som, støttet til en fast Majoritet,
Smed stærke Ord i Grams hos Lord-Mayoren,
Ham la’er de falde! det er utaknemmeligt!
Ja det er britiskt, det er mer end væmmeligt!
Han, paa hvis Ros de britiske Aviser
Lod aldrig voxe Ukrudt eller Mosp
Han der har «Æren» reddet og derhos
I alle Tidens smaa og store Kriser
Har vist sig som politisk Marchandiser
Og Handelsmand med bismarcksk «Hittegods»,
Han bliver ved de første Folkenykker
Selv aflagt mellem brugte Klædningsstykker.
Hvorfor mon Folkestrømmen mod ham gik?
Ja det er noget, man ej rigtig skjønner.
Var hans «imperiale Politik»
Maaske ej lurvet nok for Albions Sønner?
Blev Cypern, han for Tyrken «reddet» fik,
Og Stormen paa Kong Cetewajos Rønner
Samt Kabuls Fald maaske til sidst John Bul!
for dyrt?
— Ja, man kan kjøbe Blaar saavel som Guld
for dyrt.
Nu maa han gaa sin V e j; saa byder Pligten,
Naar en Minister intet Flertal har.
— Han leve vil for Agerbrug og Gigten,
Naar han med Portefeuillen Afsked ta ’er.
—- En Trøst han har, at selv om
G l a d s t o n e
Saa er hans Politik ham forud klar:
[fik den.
Den kan umulig krænke nogen Torrie,
Den bli’er af samme Surdejg som den forrige.
med at gaa i Vinterkvarter, Det Hele mindede levende
Lu d v i g A a g a a r d s Illustration af Suezkanalens Åab«
ning, men Mogensen mangler alligevel Noget af Ludvig
Aagaards dristige Genialitet og koldblodige Overlegenhed.
Mogensen har for Meger af Erslev i sig. Han er for
hidsig paa Grøden. Ludvig Åagaard kjendes derfor af
hele den kjøbenhavnske Verden, Mogensen kun af
Punch.
Man beundrer Aagaard, man ler af Mogensen.
Men Mogensen ør ligesom Ersiev ømskindet ligeover
for Latteren og det var derfor med et tungsindigt
Smil om de bævrende Mundviger, a t han i Dag saa
Punch’s
gratiose Skikkelse sno sig gjennem den trange
Nordostpassage uden andet Uheld end, at S p i t s
b e r g e n , der fremstilledes af engrøn Ostog No v a j a -
S e m l j a , der var repræsenteret af en Ejdammer,
trillede ned i d et k a r i s k e Ha v , som dannedes af
en Pose Semouillegryn.
Men Mogensens storslaaede
•nordiske Temperament fornægtede sig ikke.
Medens
han med den venstre Haand greb Ejdammeren og an
bragte den i Dicksons Havn, for han med den høir6
Haand ned i R ø r i n g s - S t r æ d e t , det vil sige Papir
skuffen, tog et ualmindeligt stort Blad ud, svøbte det
med et eneste rask Sving om et Pund særdeles godt
og ikke videre billigt Smør, og dukkede med et Nord-