S_Punch_1880

135

lysblink i sine isgraa Øjue aed i Dybet, som en

vældig Kaskelot, der atter seger hjem til Hvalhai

efter et kort Besøg i OververdeaøE. — Papiret saa ud

som et Sfcilebogsblad. Det var prydet med adskillige

smaa Arabesker, der omtrent saa saaledes ud:

F ro /esseu r de G eo g ra fis.

' O fficier de V instruction p u b liq m .

Nu kan »Pedellen« gaa hjem og lægge sig,

Je g har lovet at sende min Tale til Paris. Den skal

staa i

L ib e rté

samme Aften, jeg holder den her,

L a r s e n tager den in extenso i sit

M o rgen blad.

— Saa

faar han ingen Plads til de andres. — Det kariske Hav,

L a m ere ea riqu e, le g ra n d

— Iskjælder —

G la ce cavern e

—

F r a n k l i n osn Luftballonerne — det nyfødte Barn —

l'en fa n t n o u vea u -n é

— NordostpassageR —

L e p a ssa g e

du fro m e n t du N o rd . L a p o lo g n e

, Polen —

L 'h om m e

avec les g ra n d s p ensées

—

c7est m o i ; l’homm e a vec les

g ra n d titres

—

c'est S o l s t e i n

;

l'homm e avec la g ra n d e

fo rtu n e

—

c'est S e y m a n n .

Nu maa jeg have lidt Sodavand.

N o r d e n s k j o l d og P a l a n d e r faar Dotationer. Mon

j eg da ikke faa: noget ? Det er godt nok sned disse Folk,

der saadan sejler op der i Isen og slipper igjennem, men

aefc er dog egenlig os Hjemme-Geografer, der gjør Arbejdet.

Jeg har jo sagt hele Tiden, hvordan det Hele skulde gaa

til: Det har j e g kunnet gjøre ved mit Skrivebord,

Mon D i c k s on ikke skulde rykke ud med noget i

den Anledning.

Det er godt at have et Par Paradeheste paa Stalden.

II o 1 s t e i n maa vel være Seraphimer. Saa giver vi

et Par af Grossererne Vasaordenen, Og nogle Videnskabs-

mænd? Åa skidt, vi giver G o o s Nordstjernen S

Je g s i g e r , at jeg vil ingen have.

Uh, hvor Pedellen maa ærgre sig.

Over lam

p e p u d s e r e n s D a g b o g ,

Sendag.

F a u s t

Med Madam Xæmpebolle i ; Som

Margrete; Der gaar paa Omgang og Brun som Italiener.

Hvortil Petersen bemærkede Følgende.

»Ser

Severine,

va je alletider har sagt a Sjæfen er liesom en Fader lie-

overfor sine Bern. Som er Jer. Nemli a han serrer ikke

blot for belærendes Exempeier som Træbelli aa Ristaari te

Efterlinelse aa Beondring; Men osse til afskræggendes;

Som Madam Kæmpebolle; Beverkende, a man føler eo

suendes Længsel efter Augosta Skov aa er iie ve a savne

Fru Erhart osse.

For a vi ka skønne mere paa d em;

Naar vi har dem.

A a rimelivis ska vi osse nu opføre

Stejekælderen, aa derfor ska Brun øves i a gi Italiæneren

aa lære Haandeiaget. Å a Du ska bare stole paa Sjæfen, for

sæl om han gør nole underlie Hokuspokus sommetider,

kommer der immervæk noet godt od a det, som

nu ka se

paa Erhart aa Skram ; Som var mejet bedre end som ellers:

Desformedelst. Aa Brun har faaet Belønning for sit Slid,

uemli han har faaet Hovedrollen i Drakmands nye Stokke;

Naar det kommer.

ai»7"

rY!

HU 1»1

ft Staden skulde der være Gilde

A lt for hin N o r d e n s k j ø l d

A f Folk, som ikke vilde

Fornejes blot ved 01.

Og gamle Mænd og unge

De væded’ deres Tunge,

Saasnart som E r s le v gav Signal

Hist i Kasinos Sal.

At byde Gjæster mange

Hr. D r a c h n s &n n skulde gaa,

Han havde Ben saa lange,

Men Jodernes var smaa.

Til

Vega

ud de for

Og galed’ højt i Kor

At byde de Matroser smaa

Til »voreses» Gilde gaa.

Og E r s l e v skulde ogsaa

Være med som Præst;

Hans sorte Snak den viste,

At han var Kaldet næst.

Det var en højlærd Mand,

Klog over al Forstand,

Han holdt en Thevandsprædiken

Om Beringstrædets — Vand,

Og H. P. H o l s t han skulde

Være deres Degn,

Han kan saa dejlig synge

Biandt alskens Ordenstegn,

Hans Sang, det er en Lyst,

Han har en dejlig Røst,

Den stikker hver en Poppedrengs,

Og det er dog en Trøst.

Og T i e t g e n skulde være Skaffer

Ved Børsens Middagsbord;

Thi han var den iblandt dem, som

Var første Matador.

I Næsen har han Ben, og

i Lommen har han Mynt;

Han bygger Marmorkirker op,

, Og det er saare skjent.

Og Tammermænd de havde,

Og de var ikke sm aa;

De tænkte ej paa andet end

i Hovedet at slaa.

• 1 Panden gaa vi om,

Til den er bleven torn,

Og til igjen man fylder

Med Sodavand hvert Rum!»

Ved Børsens Ædegilde

Var Salen ganske fuld;

For N o r d e n s k j ø l d man vilde

Af Marken siaa L u k ul i ’.

Han sa’e : »Kors! Sikket Mas, je’

Har havt ved hid at naa!

For min Nordostpassage

Fordøje nok jeg maa!»

|Og Bakkus gik til hannem

IOg sagde: »Hør min Ven !

Naar tror du, du kan komme

Igjennem den igjen?»

— »O, Ve, o Ve og Plage!

Je g skjenner, at i Fald

Jeg mer til mig skal tage,

Passagen bli’er for smal!»