206 / 433
198
Paa Guitar jeg klimprer —
O lyt til mit Spil:
Om de trofaste Cimbrer
Synge jeg vil.
Åf Nelder og Tjørn — ak!
Er Verden saa fuld;
Den store
Lars Bjørnbak
Han ligger i Muld.
Hans Sønner tog Arven,
Tilbage det gik:
Dem fattedes Marven
I
Lars'
s Polemik.
Da ginge de Jyder
Saa lønlig i Raad.
Slig Folkehelts Dyder
Ej lønnes med Graad.
Og En gav en øre,
En Krone gav En;
Sligt Offer maa røre
Den koldeste Sten.
Lars Bjornbaks Busle.
Der Mynt kom i Kassen,
En klingende Regn,
At rejse paa Pladsen
Den afdøde Degn.
Til
Jerichau
gik de,
Han er flink — Gud bevar’s!
En Buste der fik de,
Som lignede
Lars.
Nu glædes
de
Jyder
Ved
Jerichaus
Degn,
Mens
Jacobsen
fryder
Os andre med
Stein,
Aviserne skrive:
«Man Sløret bortrev» —-
A f s l ø r e t
i
Live
Lars
ofte nok blev..
Som «Sandhedens Vidne»
Han staar nu paa Højen,
Mens fordum hans Tidendø
He3t vidnede Løgn.
At Støtten man rejser —*
At slig »sølle Degn»
I Bronce nu knejser
Er et Tidernes Tegn.
at K u n s t n e r e n ikko
Højt rødmer af Skam,
Maa sandelig ligge
I en Mangel hos ham.
Punch drømmer
Der stod mørke Skyr rundt paa
Himlen. / Regnen dryppedo i
store kolde Draaber ned paa
Træernes Blade, og i Skorstens*
piben tudede Blæsten sine tunge
Melodier.
Punch
studerede Vejr
kortet. Hans Pande blev morkere
og morkere. Overalt «Lave Luft
tryk,* «koligt Vejr,»
Blæst,
Regn, Søle, Rigsdagsvrøvi, mis
lykkede Skovture, vaade Fødder,
^
Snue, Hoste, Gigt og Mave-
katarrh.
»Oh rejseJ* udbrød
Punch
frit efter H. C. Andersen,
•Rejse! Komme til de varme Lande. Slippe for Hoffmeyer
cg hans Vejrkort, for Overfrakke, Paraply og Galocher.
Jeg vil drømme, at jeg rejser.»
Og saa satte
Punch
sig i sin Gyngestol, tog •
Kvinde
typer»
frem og forsøgte at stille Sætningerne saaledes
om, åt det blev nogenlunde manerligt Dansk i Stédet for
det forunderlige Malebarisk-Herman-Bangske Sprog, der
har voldet saa mangen begejstret tilbedende ung Dame
pinefulde Øjeblikke. Paa det forste Par Sider gik det an;
men paa den tredje eller fjerde kom der en Periode, saa
dristig og bagvendt, saa fransk og Herman-Bangsk, at
Punch
overvældet af Træthed og Mismod lod Bogen synke,
lagde sig tilbage i Stolen, og idet han endnu en Gang
mumlede:
«Rejse! Slippe for Herman Bang! Slippe for Balzac!
Slippe — !• slumrede blidelig ind.
Han drømte, han sad i en Droske og rullede af
Sted til Banegaarden. Hans Kufferter var pakkede, han
havde sagt Farvel til Kone og Børn, givet Medarbejderne
og Tegnerne sin Velsignelse, anbefalet Økonomi i Retning
af rød Farve paa Bagsiden, givet sine sidste Ordrer for
Bladets Holdning i det mulige Tilfælde, at H o l s t e i n -
L e d r e b o r g skulde blive Minister eller H e y ma n blive
Etatsraad i hans Fraværelse, og nu drog han let og glad
i Sind ud i den vide, vide Verden.
Men Drommens kogiende Nisse sad usynlig ved Siden
af ham
1
Vognen og førte hans Haand op imod hans
Brystlomme.
Punch
greb efter sin Tegnebog. Den var
tom. Han blev bleg. Forsøgte Portemonnaien. Der var
kun tre og fyrretyve ø r e, samt en Uhrnøgle og en Spor
vognsbillet i den. Han undersøgte sine Vestelommer, sine
Buxelommer, hvori fandtes tre Øre og en itureven Skrædder
regning, sine Baglommer. Aldeles Intet.
Ingen Rejse
penge! Vende om! Komme hjem igjen! Hjem til F a l k
ma n ns «ledende» Artikler! Til Statsraadssagen! TilRegnen,
Paraplyerne og de lave Lufttryk! Uha!
•Bare man havde et Rejsestipendium,» tænkte
Punch
,
•en
eller anden Understøttelse i en eller anden Anledning!
Hevreka! Funtus!
Jeg har det!»
Han raabte ud til Kusken, at han skulde dreje om
ad Slotspladsen og holde der.
Et Øjeblik efter steg han med en rolig og selvtillids
fuld Mine opad Trappen til Folketingets Lokaler. Han
anmodede En af Betjentene om at skaffe ham Lar s
D i n e s e n i Tale. Det ærede Medlem kom øjeblikkelig.
Han trykkede
Punch
meget venskabelig i Haanden.
•Hvormed kan jeg være til Tjeneste?» spurgte han,
medens han lidt aandsfraværende legede med en Model af
et lille Sefort, et Par smaa 12" Kanoner og en forbedret
Ordning af Infanteriets Kadrer, der var anbragt som Dingel-
dangel ved hans Urkjede.
Punch
forklarede ham, at han ©nskede et Rejsesti
pendium,
•Som Digter?» spurgte D i n e sen.
«Nej hellere som Videnskabsmand. Ser De,» vedblev
Punch,
«naar Redaktøren af
Dassavisen
er bleven udnævnt
til Videnskabsmand, saa maa De indrømme mig —»
»Ja vel,* afbrød D i n e s e n . «Sig mig; Er De inde
i de forskjellige Systemer af Bagladningsgeværer, eller har
De mulig studeret Forskjellen imellem Messingpatroner
med selvantændende Sats og Kobberpatroner med Spræng-
sats?»
Punch
indrømmede, at han i Retning af Patroner kun
kjendte svenske Brukspatroner og sære Patroner. Han var
netop kommen herop for at finde en Patron, som kunde
understøtte hans Andragende