211 / 433
203
Sv i n e d r e n g e n .
(Frit efter H. C.
A n d e r s e n .)
er var en Gang [en Skolelærer
paa Bogø; han havde et Konge
rige, der var ganske lille, men
det var altid stort nok til at
blive Minister paa, og blive
Minister det vilde han.
Nu var det jo rigtig nok
kjækt af ham, at han turde
sige til Fis che r : «Jeg vil
ha’e din Portefølje!« men det
var vidt og bredt berømt, der
var mange andre gamle afdankede Skolelærere, som
vilde have sagt Tak til, men se, oin F i s che r gjorde det.
Nu skulle vi høre: Paa Bogø voxede der opad
Skolens Mur saadan et dejligt, gammelt Rosentræ, det bar
de dejligste Taleblomster, og alle de Blomster samlede
Skolelæreren paafor at stikke Folk demi Næsen ved
passende L*ejligheder. Oh, hvor de duftede! Og saa havde
han sin lille Zahlegal, han kunde synge, som om al Ver
dens Lirekasser sad i Maven paa ham.
Og Skolelæreren sendte baade Roser og Zahlegal
op i Kultusministeriet.
Der gik F i s c h e r og legede »at give Stipendier*
med sine kvindelige Studenter, de bestilte ikke Andet,
og da han saa Foræringerne, trode han, det var Ansøg
ninger og klappede i Hænderne af Glæde.
«Bare det var fra en lille Jødedreng!» sagde han,
— men saa kom Chrosten Bergs Taleblomst.
•Nei hvor den er nydelig gjort!* sagde alle
Grundtvigianerne. — «Den er mer end nydelig,* sagde
Tang, «det er en Hjerte-Blomst af Folke-Rod.»
Men Fi s che r følte paa den, og saa var han færdig
at græde. »Fy for Pokker,» sagde han, «man stikker
sig jo i Fingrene.»
«Ingen Roser uden Torne,» sagde
Punch.
Saa kom den lille Za h l e g a l , han sang da saa
grinagtig, at man lige strax ikke kunde sige noget Ondt
om ham.
«Ak ja, hvor den Sang minder mig om den salig
Avgustforening,» sagde F i s ch e r og var ganske rørt.
«Men jeg skulde da ikke tro, Manden selv tror paa,
hvad han siger.»
«Jo Deres Excellence, det gjør han ganske vist,»
sagde de, som havde bragt ham.
«Ja lad ham saa faa et Præstekald,» s gde
F i s c h e r og vilde, ikke have Noget med Chr e s t en
Be rg at gjøre.
Men han lod sig ikke forknytte, han smurte sig i
Ansigtet med Svovlsyre og lod sig klippe, satte Bril
lerne fast paa Næsen og bankede paa.
«Goddag Fischer!» sagde han, «kunde jeg ikke
komme i Tjeneste her paa Slottet»
«Ja, her er saa Mange som søge !» sagde F i s c h e r ,
«men lad mig se, vi trænger til En, der kan passe
de Radikale, for dem har vi mange af.»
Og saa blev Chresten ansat som Fører for de
Radikale. Han fik et lille Værelse oppe paa Slottet,
og der maatte han blive, men hele Dagen sad han og
arbejdede, og da der Var gaaet tre Maaneder, havde
han skaaret en nydelig lille Fløjte; saa snart man
satte den for Munden, spillede den saa dejlig den gamle
Melodi:
Ach, Du gamle Avgustiner,
Gid Du var væk, væk, vækI
Nu kom Fischer spaserende med alle sine Teo
loger, og da han hørte Melodien, blev han saa for
nøjet, for han kunde ogsaa spille: «Ach Du gamle
Avgustiner!» Det var ikke den eneste Melodi, han
kunde; men det var hans Yndlingsvise.
«Det er jo den, jeg kan!» sagde han, «det er jo
en dannet Skolelærer, hør! gaa ind og kjøb mig den
Fløjte.» Og saa maatte Tang løbe ind, han kjendteVejen.
«Hvad vil du have foi den Fløjte?» sagde Tang.
«Jeg vil have Universitetet udleveret og Løfte om
Pladsen som Skoledirektør.»
«Gud bevar’os!» sagde Tang.
«Ja det kan ikke være mindre!» sagde Berg.
«Naa, hvad siger han?» spurgte Fi s che r .
«Det kan jeg ikke sige,» sagde Tang, «det er
saa gruligt?»
«Saa kan Du hviske!» og saa hviskede han.
«Han er uartig!» sagde F i s che r og gik strax—
men da han havde gaaet et lille Stykke, klang Fløjten
saa dejlig: Ach, Du gamle Avgustiner,
Gaa Du kun væk, væk, vækl
«Hør!» sagde Fischer, «spørg ham, om han vil
have Aktier i Rysensten, en Elefantunge fra zoologisk
Have og det største Degnekald i Landet.»
•Nej Tak,* sagde Chresten, «Universitetet i det
mindste, ellers blæser jeg ham et Stykke.»
«Staa for I!!» sagde F i s c h e r , og saa stillede alle
Skolelærerne sig for og bredte deres Kjoleskøder ud,
for at man ikke skulde se det.
«Hvad kan det dog være for et Opløb der nede
ved Svinestien!» sagde
Punch
, der var traadt ud
7
>aa
Altanen; han gned sine Øjne og satte Næseklemmeren
paa.
«Det er jo Grundtvigianerne, der er paa Spil!
jeg maa nok ned til dem!* — og saa trak han sine
Tøfler op bag i, for det var Sko, som han havde traadt
ud. — Hille den! hvor han skyndte sig!
«Hvad for noget!» sagde han, da han saa, hvad
der gik for sig, og saa slog han dem i Hovedet med
sin Tøffel, lige i det øjeblik, Schandorph fik Digter
gage. «Heraus!» sagde
Punch,
for han var vred, og
baade Chr es ten Berg og Fi s che r blev sat i hans
Spalter. Der sad de.
«Ak, jeg elendige Kultusminister,» sagde Fischer,
«havde jeg dog holdt mig i Skindet!»
Og Chr es ten Be rg gik bag ved Jens Busk,
tørrede Svovlsyren af sit Ansigt og traadte frem som
Bogøkonge, saa dejlig, at Fi s che r maatte neje sig ved
det. «Jeg er kommen til at foragte Dig, Du!» sagde
han. «Du vilde ikke give en ærlig Demokrat Tabu
retten,
Du
forstod Dig hverken paa mine Taleblomster
eller paa Zahlegal, men den Radikale kunde Du lade
skære Dig en Fløjte! nu kan Du have det saa godt!«
Og han gik ind i sit Kongerige, lukkede Døren i
og slog Slaa
for,
saa kunde F i s c h e r rigtignok staa
udenfor og synge:
Ach,
jeg gamle
Avgustiner,
Nu er jeg væk, væk, væk!