214 / 433
206
Tysklands Roma, da stolte Be rlin!
Dit Navn Alverden maa kjende.
En Perle da er, ja da est en Rosin
I Historiens Pelseende.
Foraden dig gik al Ting af Led
Og vor Samtid var net leveret,
Thi her bli’er den evropæiske Fred
Til billigste Pris fabrikeret
Til Uvejr og Ufred det nys trak op
I He l l a s «derovre fra Grænsen»;
Hertil i Berlin skal der na siges: «Stop!»
Yed Beslutninger af Konferensen.
Nu samler sig der om det grønne Bord
Saa mangen en snild Excellense,
At ordne ved Hjælp af blotte Ord
Grækenlands nye Grænse.
De arbejde flittig fra Dag til Dag
— Paa Iver det ikke har skortet, —
Og afgjør den hele besværlige Sag
Ved at drage en Grænse — paa Kortet.
Saa faar man, kort sagt, det Spørgsmaal bort,
Hvoraf Freden i Syd generes.
Des værre man kommer vist ogsaa til kort,
Naar Sagen skal realiseres.
St or t yrken er nemlig ej den Person,
Som tage man kan med det gode,
Og sender derned man en Kommission,
Saa kommer den hjem uden Ho’ede.
Og naar der skal gribes til Magten, ja
Saa ta’er Gl ads t one det nok med Koldblodighed
Og siger ligesom Be a c o n s f i e l d sa’e
Til Grækerne: «Børn, hav Taalmodighed!*
Dog Grækenlands Haab kan ej bjerges i Land
Blot ved en britisk Vens Raad,
Det trænger mer til en Handlingens Mand
End til en Hr. Konferensraad.
Men da man i London saa vel som Berlin
«Moralske» Tryk vil anvende,
Saa bli’er Konferensen dog nok en Rosin
I Fredsværkets Pølseende.
C lp tp n t SSlims u n b c tjo rM |k S t i f t .
(Srit efter §
o
1 - 8 er g.)
Støbct $ obiicl.
Hn l ømf t t i l © l o l e f a g e n .
^ e t ferfte, Jeg ftl ©ie paa, ba {eg bar nogenlunbe
fommen til nttg felb tgien, bar en ftot Sllængbe ©ræer, ber
til min gorunbring lom gaaenbe ben imob mig.
3
eg antog
berfor ftraj, at ieg bar lommen til be ^o t u a ne r e S Stige, og
for at faa S3i8beb t ©agen, gab jeg mig til at ubfporge en
¡Del af Dræerne om bereS Stabn og ^jemftabtt. Gt af ©tæ
erne fbarebe ba, at bet $eb £iette-©ræet, et anbet, at bet $eb
Sib
8
-©ræet, et trebie golfe-Dræet, et fierbe Runbjlab
8
-©tæet og
et femte Øfriljeb
8
«©ræei o. f. b. ¡De fagbe aflefammen, at be
bør« bientme t en ftor ©lob, fom jeg bog ilfe lunbe fe for
bare ©tæer. 91« begreb jeg, at bet bar ©loleubbalget, jeg bat
lommen neb i , og at ©ræetne altfaa maatte bære ©a n g $
baabefulbe ^obet og Aflæggere.
Vexlende Variationer.
H.
»AMBROSIUS* i
MøåJby.
Det er aldrig behageligt at sidde
alene i en fremmed Teatersalon — i
alt Fald ikke de forste Gange. Man
ser kun fremmede Ansigter. Der er
Ingen, der kjender En, Ingen, der lægger
Mærke til En. Man borer ikke bag ved
sig en Hvisken, sit eget Navn nævne
og derefter en betydningsfuld Pavse.
Man kan stille sit alleraandrigste Ansigt
op og placere sig i sin allermest inter
essante Stilling.
Det hjælper ikke.
Jeg var ganske vist ikke berettiget til
at v e n t e , at jeg skulde være kjendt i
Rodby — men jeg havde maaske havt
Lov til at h a a b e det.
Det var, naar man overværede Op
førelsen af
»Ambrosius
• i R ød by, umu
ligt ikke ved hveranden Replik at snuble
over Sammenligningen med
Ambrosius
i
Kjøbenhavn, som ikke altid faldt ud
til Fordel for os. Jeg taler ikke ber
om Hr. Mo r t e n s e n , til hvem jeg —
da man naturligvis ikke kan tale om
ham og Hr. Em i l P o u l s e n i samme
Aandedrag — skal komme tilbage, eller
Fru N o k k e b y , der spillede
Bodil
paa
samme Vis — lidt hundehvalpeagtig
klodset — paa hvilken Fru F an ny
D a l l giver sine noget forcerede Kam
merpiger; heller ikke om Frøken J e n -
s i n e P i p p e r u p , der v a r F r uE c k a r t
langt overlegen. Hvad der her er Talen
om, er den hele Maner, Maaden, hvorpaa
man spiller «
Ambrosius
» paa Redbys
ferste Teater.
I Redby synger man ikke, man
deklamerer.
Hvor Hr. M o r t e n s e n
foredrager
•Den lyedsom Vinter gik
sin Gang»,
bruger han for Exempel ikke
den traditionelle Melodi, men han frem
siger Linierne stedvis, pointerer Rimet
stærkt og angiver samtidig Takten ved
en let Bevægelse af den venstre Fod
imod et af Sætstykkerne.
Lad os se, hvilket Billede Freken
P i p p e r u p gav.
Hun var fortrinlig i ferste Akt.
Hun var pikant, aandrig, affejende.
Hvor
Ambrosius
ferste Gang nærmer
sig hende, rækker hun ferst Tunge ad
ham, gjer derefter lang Næse og ender