218 / 433
210
I Dyrehavstiden,
«@ad bare nogen nu fortælle,
A t Venstre ingen Sans for K u n s t e n har!
Til Wandsbæk skal slig Mening gjælde,
Thi her er Venstres Holdning netop klar.
Det en Begejstring har, som aldrig tør op
A f Glæde over Mejsel og Palet,
D et Hjerter har, som aldrig hør’ op
A t banke for det Skjønnes Ret.
Man sporer trindt i Landets Egne,
A t Venstres Smag blier mer og mer erkjendt;
Paa Kunstens og Naturens Vegne
Det rejser sig saa mangt et Monument.
Nys rejste for L
ars
B
jørnbak
det en Bøste,
Der ligner, skøndt den ikke er Biskvit;
Sligt Monument kan VlGGo trøste,
Der fik paa sit Sted ogsaa sit.
Fra Kronborg til Teatermuren
Om Venstres Kunstsans stolte Minder staa,
Og det endskøndt man véd, Naturen
Tidt over Folks Optugtelse kan gaa.
I Venstres store folkelige Gjerning
D et har sig rejst et varigt Monument.
Nu faar det et for Oberst T
schern ing
,
Hvis Kunstsans ogsaa blev erkjendt
Dog, hvad der falder mest i Øjet,
Er Venstres Planer med C har l o t t e n b o r g :
U d s t i l l i n g s f o n d e n tænkes strøget,
A t samme skal af Gjæld ej have Sorg.
Humanitet og Pietet man sporer
Igjennem Venstres ikke tynde Hud:
Det smider ingen Professorer
v *
A f deres frie Bolig ud!
Ja, lad den Mening frem kun trænge,
A t Venstres Kunstsans egenlig bestaar
I nok af Vrøvl, men lidt af Penge,
Saa vidt som dettes Myndighed vel naar.
V i véd for godt, at hele Venstreracen er
E t Folkefærd, der Monopol har faa't
Som Landets sande Mæcenasener,
Hvem I n t e t er til Kunst for godt.
V.
edens Tiden flyver bort bevinget,
Kryber man kun smaat i Folketinget:
A lting trækkes ud med en Ihærdig
hed, som knap er værre Sager værdig.
R e v i s i o n e n af den stakkels H æ r l o v
Bli’er kun sildig og med stort Besvær Lov.
BERG i Tinget kom med disse triste Or d :
Her jeg ikke sige vil mit sidste Ord!
BERG, -trods «Dannevirket» dybt i Brystet,
Landets Forsvar daarlig kun har trøstet.
Han i Loven slider, li’esom Gribben,
Da Prometevs lænket laa til Klippen.
Men der kommer vel en Dag, hvor Ærlighed
Rammer slig politisk Magtbegjærlighed,
Og Hr. B
erg
for sent maa dyrt erkjende,
Buen var han med til selv at spænde.
En Gang ser vel Folket klart hans nøgne
Færd, til Trods for Blaaret i dets Øjne;
Og den Tid kan B
erg
for A lvor friste, hvor
Han i Tinget har faaet sagt sit sidste Ord.
f
Fru Sørensen.
Gud søde Fru Schrøder, De kan
tro, det gjør mig ondt at se Dem med den Tandpine,
og det eneste, der trøster mig, er, at jeg har ved
Gud havt det endnu meget værre, men det er jo
kjedeligt nok alligevel, og jeg tror nok, De kunde gjoro
noget mere selv, naar De biofc Vilde lade være at
tænke saa meget paa Pinen og var jeg i Deres Sted
saa lod jeg ved Gud Tanden trække ud — Ja jeg
véd nok De har det i hele Overmunden, men saa kan
De jo lade dem alle sammen trække ud, der er jo ikke
saa mange tilbage, og véd De hvad, søde Fru Schrøder,
de Par Stumper, De har, klæder Dem virkelig ikke
videre, og De kunde jo faa saadan en dejlig Tandrække
i Stedet —- Saa dyrt! Ja det har De saamæn Ret i,
men ih Du Fredsens! man har da Lov at koste Noget
paa sig selv en Gang imellem, og De kan maaske
faa
et brugt Sæt, saa er det billigere, men nu maa De
endelig ikke tale for meget, saa begynder det igjen,
og nu skal jeg fortælle Dem om, at vi var henne at
se Andersen blive afsløret i Kongens Have, og Gud
give, han selv kunde have været med, for det vilde
da have glædet ham i hans Grav, og først talte Billo,
og jeg synes ved Gud, det er en Skam at han
skal