238 / 433
230
Ren Ovation.
Ax e l s t a d et mægtigt
Redmalet KÉrketaarn staar,
Dekoreret helt prægtigt
Med Kjødet af Oxer og Faar.
Det hviler som Fugl i Rede
I Slagterbodernes Favn;
N i k o l a i monne det hedde,
St. N i k o l a i er dets Navn.
I Taarnets Indre sig rerer
Et sælsomt, underfuldt Liv;
Rispen og Sylen ferer
De Brandfolk til Tidsfordriv.
Hvor fordum fra Alteret fløj de
Stærke bevingede Ord,
Der klinger nu «Skomager løjdi!»
Og lignende Hymner i Kor.
Hvor fordum Hans Tavsen med Vælde
Mod Paven og Munkeløgn stred,
Snart rejser sig mangen en Celle
For klosterlig Ensomhed.
Hvor han slog helt mangen Latiner
Med Danskhed i Tale og Skrift,
Med nationade Latriner
.
Freder man om hans Bedrift.
En Sandhed, som ikke er Siden,
Dog findes i
G r u n d t v i g s Ord,
At Danmark i Nyt-Åars-Tiden
Er Hjærte-Folket i Nord!
Naar Kjødets Lyster dig smerte
Paa Slagterbodernes Plads,
En Hytte vil der med et Hjerte
Være dig ret til Pas.
Forlængst som Reformationens
Minde var Taarnet erkjendt;
Nu staar det som Renovationens
Hædrede Monument,
Der vidner om Sædernes Renhed
Og laser et stort Problem:
Op gaar i højere Enhed
Dets Kugle- og Tøndesystem.
iS-'V
gfcærkt
Statistisk-topografisk Beskrivelse
af
K j o n g e r i g e t D a n m a r k
i 1 8 8 0 .
Befolkningen.
Jfortsat)
« Væ l g e r f o l k e t »
og
• Hj e r t e - Fol k«
lever paa
Landet og ernærer sig af store
Ord, fedt Flæsk og Kaffepunsch,
De bor i et Slags store Huse,
der kaldes Kroer, hvor de til
bringer Tiden med at ryge
Tobak, sove og skraale Hurra.
De gaar i Almindelighed
klædte i Vadmel og transpirere
bindes dem saa meget paa Ærmet
især om Sommeren, naar Rigsdagen holder Ferie. Om Vin
teren ligger de i Dvale, undtagen naar der holdes Valg.
Ma n d f o l k og K v i n d f o l k kalde ogsaa «begge Kjen«,
uagtet de sjelden er videre kjonne. De inddeles ogsaa i
• Hv e r d a g s f o l k « og «Andr e Folk«. Hv e r d a g s f o l k
er ikke saa almindelige, som man skulde tro, da Racen
sjelden er ublandet. Det hænder saaledes endogsaa, at
Hverdagsfolk faa Sendagsbørn, og dette kaldes da ulykkelige
Familieforhold. De k j e b e n h a v n s k e Hverdagsfolk bor
helst indenfor Voldene, i hvert Fald ikke paa andre Broer
end Vesterbro. Hver Søndag tager Familien i Skoven med
Klampenborgtoget, med mindre de selv har Villa paa
Strandvejen. I Jordbærtiden spiser de Jordbær. I The-
atertiden gaar de i Theatret. Naar der er Væddeløb, tager
de til Væddeløb. I Tivoli gaar de op og ned udenfor
Concertsalen. De sværmer for Emil Poulsen, Abrahams,
Balduin Dahl og Vett & Wessel. De finder Herman Bang
aandrig. Holbergs Komedier gider de ikke se, fordi de
ikke er realistiske nok.
Nationaltidenden
er deres Ynd
lingslekture. Om Vinteren har de i Reglen fem Middags
selskaber og et uundgaaeligt Bal. Til daglig lever de
derimod ofte af Smorrebrød og Kafle. De var meget be
gejstrede, den Gang
Vega
var her; navnlig over Lieutenant
liovgaard. Hverdagsfolk i Kjebenhavn bliver i det Hele
taget let begejstrede. Dette kaldes
da «en Mani« og er
en smitsom, meget
hidsig, men heldigvis kortvarig Feber,
der angriber næsten Alle uden Undtagelse. Hverdagsfolks
Døtre faar altid Musikundervisning af Neupert, lærer des
uden at
tegne og synge samt at gaa i Butikker. Sennerne
bliver
i
Reglen Studenter. HVerdagsfolks Moral bestaar
i
at
gjøre Alt, hvad . der anses for «fint» og undlade Alt,
hvad der kaldes «simpelt*. De deler Meneskene i fine
Folk og simple Folk. Fine Folk kaldes de, der følger
Moden, spekulerer paa Børsen og giver Middagsselskaber.
Simple Folk er de, der kan sy deres Tøj selv, lave Mad
og ikke er bange for at gaa
i
Parterret. Hverdagsfolk
er
meget religiøse.
De tilbeder Aristokratiet og gaar
flittig til Bryllupper og Begravelser. Om Vinteren gaar
de paa Bazarer, for at vise deres kristelige Sindelag (Se
herom nærmere Afsnittet: Sæder og Skikke).
H v e r d a g s f o l k i Provinserne er Negationen af alle
mulige Egenskaber. De er ikke virksomme, ikke dovne,
ikke moralske, ikke umoralske, ikke forlystelsessyge, ikke
puritanske, ikke onde, ikke gode, ikke kjønne, ikke grimme,
ikke kloge, ikke dumme, ikke — kort sagt de er Alt,
hvad der begynder med «ikke«. Den eneste positive Egen
skab, der kan tillægges dem, er en dyb Beundring og
Veneration for «Hovedstaden«, hvilken de maskere under
en tilsyneladende bundløs Foragt for «Kjøbenhavn og
Kj ©benhavnerne*.
D e n s e m i t i s k e Ra c e eller « Vo r e s e s Folk»
stammer fra Orienten, og har derfra medbragt en ganske
ualmindelig Orienteringsevne, der gjor den megen Nytte.
De forstaar saaledes altid at anbringe sig selv paa de
bedste Pladser og har derfor ogsaa for længe siden bemæg
tiget sig den smukkeste Del af Nordsjælland. Ligesom
deres Forfædre udvalgte sig det frugtbare Land Gosen,
udvalgte deres Efterkommere sig det skjønne Land Klam-
penborg. Her opslog de deres Telte og indviede sig et
Tempel, den saakaldte Koncertsal. Det er et livligt Folke
færd med sydlandsk Temperament og østerlandsk Dialekt.
Deres Døtre ynde de livlige, spraglede og straalende Farver
samt opkrammede Hatte, bøje Hæle og Halvhandsker, og
deres Sønner skulle have Næsen allevegne, hvilket under
tiden medfører Fald af Papirer og Fald af Lysekroner.
De sætter stor Pris paa Titler og Ordener. Naar en Mand