S_Punch_1880

227

han syntes man skulde ogsaa have hørt lidt af den

anden Part, øg var kjed af, at Redaktør Larsen,

som

selv har siddet, ikke var der oppe for

at belyse Sagen fra sit Synspunkt, og det giver jeg

Sørensen Ret i, for det er ligesom med Dyrene i zoo

logisk Have, at man maa dog ogsaa tage Hensyn til

om dø synes om at være i Burene, og de har jo da

ogsaa den Udvej, at naar de ikke konvenerer dem, saa

gaar de hen og kreperer, og det er jo til Tab for

Selskabet skøndt de jo altid kan sælge Skindet til

Bundtmageren, men det gjør slet ikke Staten Noget,

om Fangerne gaar hen og dør, uagtet Bundtmagerne

ikke giver noget for deres Skind og Frits Grønbæk

var ogsaa med den første Dag, men saa snakkede de

saa meget om Celler frem og tilbage, saa han syntes

det blev til bare Cellevæv og løste Udgangsbillet til

Foredra gene, saa han Yar kun med til Gilderne. Og

Gud søde Fru Schrøder, De skulde da vel ikke vide,

hvor Sørensen skulde kunne faa en tredie Prioritet i

sin Ejendom, for han tabte jo tusind Kroner derude

ved at vædde paa Alexander i Lørdags, som drattede,

og tror De ikke nok han kunde henvende sig til

Brygger Jakobsen for det var jo imod Tyskerne, han

væddede, saa det var jo'*i et nationalt Formaal og jeg

maa hen til Petersen og Juliane og høre om de ikke

skulde vide Nogen. Saa nu Farvel søde Fru Schrøder

og Tak for K a f f e . ___________________________

Fra Byraadsmødet

i X—borg. XVII.

I Byraadets Gaarsmede var

Tanken om Anlæget af en Jern

bane fra K—borg til Bellerup til

foreløbig Forhandling,

Borgmesteren

henviste til

den voxende Konflux mellem Byen

og Bellerup og den heraf resul

terende Trang til en Jernbane,

til hvilken Byen jo havde tegnet

sig for et større Beløb i Aktier,

medens Omegnens store og smaa Bønder havde tegnet

Resten, saa det tegnede til, at Banen vilde gaa af sig

selv. Hvis man, ’som omtalt, vilde fere Banen Nord om

Byen, da vilde den odelægge hans Have, en af de ældste

og smukkeste i Byen; dog, det var ikke egoistiske Hen

syn, der her bevægede ham, men alene Interesse for Byen,

der da mistede sin skjønneste og bedst konserverede Have.

Skulde man alligevel være tvungen til at skride til en

Expropriation af denne Del af hans Ejendom, da vilde

han dog af Kjærlighed til Sagen lade sig neje med et

passende Antal Aktier i Jernbanen.

Materialist

Svedskelsen

foreslog at give Laurits Peter

sen Banen i Entreprise.

Han havde hørt hans Tegner

rosende omtale, ham var det, der en Gang havde aftegnet

ham saa net for Gedalia, at han derved havde banet \ ejen

for ham til at blive Gedaiias Banemand- Og den Tegner

skulde vel tegne Tegningerne til Banen, hvortil Aktierne

var tegnede, og som tegnede til at ville føre Byens Ud

vikling ind i et nyt Spor, saa denne Bane blev banebry

dende for Byens materielle og andre aandelige Interesser.

Og naar saa Laurits Petersen fik Banen i Anlæg, saa

kunde man jo engagere hans Tegner til at kondolere ham

(Latter), ja til at holde en Konsol med ham (hør!), ja til

at underkaste ham sit Chatol (Bravo) eller hvad det hed.

Og naar saa Staten lod samme Tegner fore Statstilsynet,

havde man faaet en smuk Orden paa det Hele; for der

var jo Ingen, der bedre kunde se, om |Tegningernc var

tegnede rigtig, end som den Tegner, der selv havde ladet

dem tegne; og blev det ogsaa lidt dyrere, saa var det dog

det Bedste. For Resten kunde Banen for ham gaa, hvor

den vilde, naar den blot ikke gik over håns lille Eng,

hvor der var Græs nok til en Ko og hans hele øvrige Fa

milie. Men skulde han gjøre en Exproprietær af sin Eng,

maatte han have Betaling i Jernbaneaxler (Latter).

Glarmester

Svendsen

tænkte, at man vilde blive til

freds, hvis man anlagde en Sporvej til Bøllerap.

¡Sørensen

var bange for, at man ved denne Bane

historie kom ind paa en Glidebane; Banen til Bellerup

burde vist vente noget endnu; men derimod havde han

hos sine Medkollegaer i Havneudvalget sporet en stærk Lyst

til et Havnespor, og han vilde ønske, at Banen maatte

komme til at havne i en Havnebane. Hans væsenligste

Indvending mod Bollerup-Banen var den, at man derved

med en sørgelig Letsindighed omgikkes med sine Med

borgeres Liv og Lemmer (Rere). Han skulde ikke lægge

videre Vægt paa, at, i Fald Banen gik Syd om Byen, vilde

hans og mange Medborgeres Huse blive jævnede med Jor

den, men, ad hvad Kant den end blev fert, vilde Huse

blive nedrevne og Mennesker uddrevne, og gjennem Bern

og værgeløse Kvinder, rystende Oldinger og skjælvende

Mænd vilde Toget til Bøllenip bruse af Sted (stærkt

Røre).

Vinhandler

Lang

maatte i disse alkoholiske Tider

fremhæve Laridbefolkningens Trang til billige og gode

Vine; og en saadan Jernbane vilde være det bedste Middel

til at lette Landbefolkningen Adgangen til Livets bedste

Gode: et billigt, velsmagende og renlivet Glas Vin. Hvis

Banen gik Ost for Byen, vilde man derved ødelægge hele

Villakvarteret; at Talerens Villa i Renaissancestil herved

ogsaa fik sit Banesaar, skulde han kun notere som et Fak

tum, idet han som Erstatning tilbød sig at overtage

Restaurationen paa Jernbanestationen.

Skomager

Kruse

vilde sige angaaendc Spor, at han

havde de bedste Sporestøvler, inen det kom nu ikke Sagen

ved (Justesen; «Ikke Spor!*) For ham kunde Banen gaa,

hvor den vilde, naar den biot ikke gik Vest for Byen, for

saa gik hans Hus da med, og saadan sporenstregs at faa

et nyt Hus igjen, det gik ikke saa let som at krænge en

Støvle; men det kom nu ikke Sagen ved. Hvad det angik

at sætte En til at passe paa det Hele, saa var det Kon

trollen, og det var noget Kram.»Men han havde en Gang

hat en Svend, der gjorde i Damesko, men kom fra ham

for Gjæld, og han var bleven Intrepenør ved en Jernbane

og havde tjent saadan, at ban nu levede af det; og derfor

vilde han sige, at skulde han gaa fra Huset, saa vilde

han lade sig nøje med Profiten, naar han kunde blive In

trepenør ved Jernbanen, — fordet kundeman leve af,

men det kom nu ikke Sagen ved.

Prokurator

Justesen

havde ikke Spor af Tilbøjelighed

for et Sporvognsspor; man var jaget saadan af Sted, at

Banen næsten var bleven til en Rutschbane. Forhandlin

gerne var komne ind i galt Spor. og han maatte anmode

Medlemmerne om at holde sig borte fra alle Sidespor; men

da det nu var for sent at

faa

Forhandlingerne irette

Spor, kunde han ikke forsøge dette

Sporskifte,da hanstrax

skulde i Skifteretten, der paa Grund af Varmen holdt Mode

i Skovpavillonen. Han var ikke tabt bag af en Sporvogn,

og trods nogen Sporhund jagede han efter alt, hvad der

kunde gavne Byen, men han holdt hverken paa Bane eller

Sporvej til Bellerup, og Forsamlingen havde ikke tjent sine

Sporer ved denne Forhandling, hvor Alle paa Svendsen

nær, havde raabt: «Hus forbi!*

Der nedsattes et Udvalg for nærmere at drøfte Sagen.

Mødet hævet Kl. 97».