25 / 433
18
Gjenfærdet.
Led aabue Pander
O g Bule ved Bule
Mod L o v e n a f 12t e ,
Mod Trældom hin fule,
I Leding man fo er.
T il Stormløb man ftødte
I ftore Bafuner,
En Pægl gjennem Livet
Med bindende Runer
Man U tyiket gav.
D e vog det, begrov det
I folkeligt Mudder;
I Kropolitikeres
Bundløse Sludder
Fandt den sin Grav.
D og Venstre en nagende
Pæleonn bider.
Naar
L o m b o r g
galer
Ved Midnatstider,
Staar Gjenfærdet op.
Naar
H ø g s b r o
tuder
Og
H ø r u p
giammer,
Da ftiger af forte
Betænkningers Kammer
Hin 1 2 t e Ap r i l .
Ved Aarsskiftet
have ærede Kolleger
i Pressen fundet Anledning til enten at omtale
Punch
i velvillige Udtryk eller til velvilligst at
lade det være.
Punch
, der er hge saa rert som
overrasket herover, skal derfor gjøre Gjengjæld efter
bedste Evne og i samme Anledning minde alle
sine mange Abonnenter om følgende Blades fort
satte Tilværelse.
F æ d r e la n d e t
vil uden Tvivl i det kom
mende Aar vedblive at være Højreblad, og vi
tør nok love vore Læsere, at det neppe vil tage
Doktor
Skamby
til fast poetisk Medarbejder.
Samme Garanti tør vi efter de sidste Dages
Begivenheder paatage os med Hensyn til „ j
O a g »
b la d e t
” , der efter •
Løsgængei'ens
» Forduften og
Recensionen af
«Det unge Danmark
» synes at have
fundet en fastere Position. Feuilletonen har været
meget spændende og «Manden» er slet ikke uden
Mening.
D ag en* N yh e d e r
redigeres endnu af
Hr. C—.
Carstensen.
F o lh e ts A v i s
er virkelig et skikkeliglille Blad.
F e rs le tv s A v i s e r
kunne vel ikke i
snevreste journalistisk Forstand kaldes for Mønster-
Tidender, men uagtet Hr.
Falhnans
«Ledere» have
en sekundær Bismag af politisk Dillettantisme og
Herman Bangs
Feuilletoner stadig minde om
«Hvorledes Dagen gaar for lille Lise», maa vi dog
anbefale disse -Tidender, -Telegrafer og -Poster,
som ikke altid ulæselige Nyhedsblade.
H e r l i n g s l e e T i d e n d e
vil uden Tvivl i det til
stundende Aar bringe sine Abonnenter samme sunde og
vækkende Lekture som hidtil. Der vil neppe blive Over
flod paa Ledere, men de astronomiske Oversigter og Kom
missionsbetænkningerne, Kaffe-, Smør- og Agerdyrknings-
I Regnikabers fnævre
Bugtede Gange
I Spøgelfeklæder
Hvide og lange
Svæver den om.
Og
H ø r u p
og
B a l t h a s a l
Sukke og klage:
«Sligt kan ej pasfere
I vore Dage!
Hvo ikaffer det bort ?*
Og alle udraabe
I Skræk og Elende:
cGid Statsrevifionen
D o g fnart gjør en Ende
Paa iligt Spøgeri.»
Thi det er det Gale
VedVenftremænds aarlig
Gjentagne Trufel:
Den er ej alvorlig,
Men kun Spøgeri.
beretningerne ville vistnok i Forening med Dedsanmeldel*
serne afgive al ønskelig Underholdning
for
dets fordrings
løse Læsere.
M o r g e n b l a d e t
— roser sig selv.
D a s s»A v isen
svarer for saa vidt ikke til
sit Navn, som dens altfor stærke «Farve» og dens
Tilbøjelighed til at gjøre Hvidt til Sort indeholder et
vel radikalt Semitstof, der paa en ubehagelig Maade
gjennemtrænger dens ellers bløde og behagelige, men
vist slet ikke billige Papir.
N æ r og F je rn
indeholder dog somme
Tider gode Ting.
Det samme er — om end i ringere Grad —
Tilfældet med
99l l l u s t r e r e t V id en d e
” og
S ø n d a g sp o s ten .
17deog H jem m e
har efter Haands antaget
Karakteren af et humoristisk Blad.
Uagtet
Punch
ikke er blind for den farlige Konkurrence, der herved
skabes det selv, vil han dog med uforstyrret Sindsro
give
Ude og Hjemme
et godt Raad.
Vel er lille
Edvard uhyre grinagtig og den groteske Komik, der
afspejler sig i hans pudserlige Barok-Stil, har ganske
vist Kraft nok til at vække en ualmindelig semitsom
Latter, men Bladets øvrige humoristiske Medarbejdere
f. Ex.
Drachmam & Schandorph
ere jo nu paa Retur
og blive maaske snart tagne til Indtægt af «
Bavnen*
eller
*Den nye Humorist».
Vi skulle derfor henlede
Redaktionens Opmærksomhed paa
Falstajfs
Indgang
ved forrige Aars Udgang; der maa nu vistnok være et
halvt Dusin humoristiske Penne ledige paa Torvet, som
bedre vil kunne udfylde de tomme Pladser.
Hvad
J V a t id e n
og de øvrige Provinsaviser angaar.
besidder vi desværre ikke Kjendskab nok til deres Kvali
fikationer til at turde sige hverken Godt eller Ondt om
dem, men indskrænke os til at ønske dem Alle:
•Gl ædel i gt Nya a r og god Bedring!»