21 / 433
14
Sangerkrigen.
Hvad kan det dog hjælpe paa denne Jord,
Man stoler paa Bi sma r c ks bevingede Ord,
At nn har han grundfæstet Freden;
Stort længer den varer dog ikke, jeg tror,
End Drachmann kan være beskeden!
Et Øjeblik kun, saa er Fraden forbi!
Saa ligger Verden i Klammeri
Og ofrer i Stedet for Røgelse
Profiten af Handel og Industr,
Jo! det er en rar Fornøjelse.
Vi tænkte: Hos os har man ingen Nød!
Vi lever saa trygt som i Abrahams Skjød,
Til Strid er her ikke Materie;
Taube r han spiser sin Julegrød,
Og Rigsdagen holder Ferie.
Og saa skal her rejses en blodig Strid,
Hvis Lige ej saas siden Samsons Tid,
Den Gang, han myred’ Filistrene,
Af «Nutidens Mænd», der med «
Nutidens
» Vid
Møder af Blodtørst gnistrende.
I Stedet for sindig enhver især
At skrive ved Hjælp af sin Gaasefjer
Realistiske Mesterværker,
Saa farer de frem med ild og Sværd
Som en Hob af grummV;BersæiÉ:er.
Da Schandorph var grov og Drac hmann flov,
Og begge rykked’ i Marken mod P l o u g ,
Som er af den «yngre JSlægt» hadet,
Saa syntes «Nutidens Mænd»,' det;var Sjov,
Og mødtes i
Morgenbladet.
Paa Fælleds-Organets bekvemme Val
Holdt Sc handor ph Mønstring som General.
Der har os hans Krigskunst forbavset;
Legioner han viste at være Ka’I-
For frem at stampe af Snavset.
Men hvorfor bruger vel «Nutidens Mænd«
Til Krig paa Kniven Blækket og Pen?
— Vi kan ikke Aarsagen ane!
S c h a n d o r p h fortæller, at Grunden er den,
At P l o u g har haanet hans — Fane.
Men Fanen, hvorunder i Kamp han drog,
E r det B j ø r n s on s «Signal» eller Dannebrog?
— Ja t hvo kan det
rette
udmale
sig?
— Mon ikke med «Fanen», hvorunder han slog,
Han mener sit «Fan’en gale sig«.
I saa Tilfælde kan man forstaa,
At Venstres Bladlus, de sorte smaa,
Af Kampbegejstring er fyldte,
De Lavrbærblade, de mulig vil faa,
Kan bruges til Pressesylte.
— Dog tud, om I lyster, I Moll eller Dur,
Ja, dersom I synes, saa tag jer en Lur,
Det er lige saa godt som Gevaltskrig,
Og staa kun som «Nutidens Mænd« lig en Mur,
— Men F r e m t i d e n s bli’er I skam aldrig.
Nyaars-Aften
paa
den literære Trommesal.
Ude paa den store literære
Trommesal er der altid saa livligt
ved Nyaarstid, for saa kommer
Digterne trækkende med deres
forskjellige poetiske Kreaturer;
der afholdes saa et Dyrskue,
som ender med en Præmiudde-
ling, — og saa er der Liv paa
Trommesalen.
Nyaarsaften i Aar kom de som
sædvanlig sammen derude.
Natten ¡forvejen havde det
frosset jævnt; og Rimene faldt godt og let hele Dagen,
ja
Dags-Avisens
gladfe Drenge havde endogsaa lavet sig den
dejligste Bane af de yndigste Gliderim. — De store literære
Slagtere vandrede nok saa stolte op og Bed ad Pladsen,
mens de paa den nydeligste Maade smeldede med déres
store Pidske, saa det snertede til Hejre og Venstre
;
smaa
muntre Slagterdrenge piftede i Fingrene, og store Køtere
lob rundt med Tungen ud af Halsen og saa ud som Fest-
marechaller ved en overordenlig Festivitet. Enkelte Smaa-
kreaturer var dér allerede, nogle mer eller mindre ankomne,
andre temmelig nøgterne Hém Carl Andersens smaa
Paaskelam, hvis Grupperinger dannede
Genrebilleder,
der
tiltrak sig en forbigaaenfie Opmærksomhed hos enkelte
Damer. Da blev der med Et Uro i LejreD, Slagterne svang
deres Pidske, og Jubelen var almindelig ; thi ude fra Skyde
banen kom Ri eh&rd Kaufmann gjokkende njed en
haltende gammel Buk mrk.
Ampkitryon,
der blev noget
opskræmmet af en bidskPladshund, som Eri k B ø g h
førte
i en slap Line. Bukken brægede, og Hunden gjøede, idet
den snappede efter Brikkens daarlige
pedes.
Lidt efter
saas K a a lund, fulgt af
Leven i Slippen,
der var noget
tilstænket af Schandorphs tykke Præmietyr, paa hvis
Sider Skarnet hang i store Julekager, mens den nær og