308 / 633
298
Sm aastykker
til da var han, som jeg troer jeg tidligere tilskrev Dem, gand-
ske ualmindelig rask, oprømt og deeltagende.
Min sidste Samtale havde jeg med ham 10de October, da
han havde forlangt, at jeg skulle komme for at fortælle ham
om min [Englands] Reise; det var første Gang i mit Liv, at
jeg havde mere end en Audienz hos ham, en Samtale i
%
Time, under hvilken han berørte levende og interesseret alle
Gjenstande, Marine, Dampskibe, Jernbaner, Bankvæsen, Han
del, Politik, de Potter, Louis Philippe og især Dronning Vic
toria og hendes forestaaende Givtermaal, hvilket jeg var den
Lørste, der forsikkrede ham bestemt var besluttet og afgjort,
og dette lod han mig forstaae var ham ikke kjert. Han havde
nu ønsket, at Prindsen af Glucksborg [Christian 9de] maatte
faae hende, en Ting han selv tidligere aldeles ingen Lid satte
til og dengang næppe ønskede.
Han har under hele Svækkelses Perioden været saare blid
og blød, har talt om sin Svaghed og bestemt ahnet sin Død,
især da hans Datter Hertuginden [af Glucksborg] for 14 Dage
siden havde forladt ham; han sagde da til [Geheime-Statsmini-
ster] Møsting: Gud være lovet, at jeg veed hun er gaaet til et
godt Hjem, og til Loraaret kunne vi jo- sees. — Den Maade,
paa hvilken han nyligen uddeelte Ordener, var som en Slags
Afbetaling af Gjeld, og han ville, at Thorvaldsen skulle have
faaet Storkorset af ham. — Hvad jeg føler nu, er derfor ikke
Sorg, men det er en høitidelig Vemod; hans Alder, lange Regje-
ringsticl og store Ulykke gave ham en stor moralsk Anseelse
i Europa, der nu er borte. Dette forbunden med hans gode
Villie og ypperlige Hjerte vil gjøre ham uforglemmelig baade
i Historien og i Lolkets Hjerter, hvor han gjaldt og herskede
gandske anderledes, end man af Aviserne skulle troe, og lige-
saameget blandt hans tydske som hans danske Undersaatter.
Aften Kl. 6. — Imiddags Kl.
12%
blev Kong Christian 8de
udraabt fra Balconen af hans Palais [paa Amalienborg] med
stor Værdighed og Anstand af [Geheime-Statsminister] Grev.
Otto Moltke og kom derefter selv ud og hilsede saare bevæget
og rørt paa Polket, der imodtog ham med høi Jubel, mellem Mand
og Mand med stor Rørelse. Jeg gik hen for at vise Børnene
denne Scene, den de ventelig ere bestemte til oftere at opleve,
og som jeg mener er lærerigt og gavnligt for unge Gemytter.
Vi tilhøre dog en tænkende ædel Nation, der ei letsindigen
vender sig imod den opgaaende Soel. Da Grev M. sagde:
Længe leve Kong C. 8!, gave Etatsraad Kofoed af Høieste Ret