313 / 633
Hovedstadens 800-Aars-Minde
303
Gadekæret, der laa, hvor nu, pudsigt nok, en Bygning ved
Navn »Centrum« ligger paa Vestergade, op ad mod
K irkebakken med Jom fru Maries Kirke. Her lige i Næ r
heden laa en T ræ k irke til St. Giemens’ Ære. Allerede
saa tæ t herved som paa Vartovs Grund slog Øresunds
Bølger ind mod de side Enge. Udenfor laa lave Holme.
Alt som nu, syd- og vest-paa, ved Kalveboderne. P aa en
af Holmene byggede Absalon sin Borg. Fø rst derved
grundlagdes Byen. Thi Borg og By var eet i Middelalde
ren. Derfor kaldes vi endnu den Dag i Dag »Borgere«
i denne By og styres dens Anliggender af »Borgmestre«.
Københavns Grundlæggelse var kun et enkelt Led i
Absalons storslaaede S tatsmandsgerning.
Han tilhø rte den mægtige Hvide-Slægt, der havde store
Besiddelser i M idtsjælland. Slægtsfølelsen var den bæ
rende K raft p aa de T ider, og Absalon støttede sig hele
Livet til sin Slægt og fremmede bedst muligt dens Tarv.
Og til hans Slægt var Kongeslægten tæt kny ttet. Knud
Lavards Søn, den lille Valdemar, blev efter D rabet paa
Faderen opdraget hos Absalons Foræ ldre, Asser Rig og
F ru Inge.
Absalon var S jæ llandsfar. Selv Æ rkebispestolen i Lund
vilde b an ikke have, før han fik Lov ogsaa at beholde
Roskilde. Og Skaaningerne var m isfornøjede, fordi
Sjællændere fik Æ rkebispens Gaarde.
Men ved at løfte sig op fra og over den Begrænsning,
som ellers boldt de fleste nede, og ved at om fatte hele
Landets og dermed Statens Interesser, blev ban den store
Reorganisator af den danske Stat.
E fter stor Glans og K raft var D anm ark faldet fra h in
anden ved indbyrdes Fejder mellem Slægter og L and s
dele. Det var en Skiften frem og tilbage som i det m o
derne Kina, og det truede med Kaos og Opløsning. Navn
lig sydfra, af vendiske V ikinger fra Østersøens Sydkyst,