305 / 633
Om nogle S kuespillerinder
fra
18. og Beg.
af
19. A arhundrede
295
Et andet Brev af 2. Nov. (det maa være 1827, da
Oehlenschlægers Væringerne i Miklagaard opførtes
første Gang 17. Nov. 1827) forsætter Klagerne: »Da De,
Hr. Etasraad, ha r befalet mig engang for alle ikke at
giøre noget Spørgsmaal hvorfor? da De havde Deres
Grunde og skyldte Ingen Regnskab . . . og det vilde alt-
saa være overflødigt og De vilde moske endogsaa vredes,
dersom ieg spurgte, hvorfor De tog Deres Ord tilbage,
da ieg havde Deres Løfte for, at ieg maate udføre Tus-
neldas Rolle1) — men De har befalet det og ieg maa som
sædvanlig — tie. En Bøn haaber ieg dog, De ikke vil
nægte mig, nemlig at fritages for de faae Replicher, som
ieg har i Verringerne og i Hugo von Reinberg . . .«.
Hendes sidste Brev er dateret 10. Maj 1829, Dagen ef
ter, at hun var optraadt i Greven af Essex, et Sørgespil
af I. C. Lange, som kun opførtes 2 Gange, hvori hun spil
lede Grevinde Nottingham efter Mad. Eisen — som det
ses med lidet Held.
»Af dybeste Nød raaber ieg til dig, Herre! Saaledes
begyndte ieg min Morgenpsalme i Dag og saaledes be
gynder ieg mit Brev til Dem, Hr. Etadsraad . . . De har
dog ikke b rud t Staven over mig, fordi man saaledes hys
sede af mig paa en Aften som i Gaar? De ved selv, hvor
kort Tid ieg havde til at lære denne Rolle; at ieg bædre
havde udført dette Misfoster af Rolle, naar ieg havde
haft Tiid dertil, derom er væl intet Spørgsmaal, men efter
min egen Overbeviesning og flere af mine Medspillendes
Dom kunde disse Mishagsytringer ikke egenlig giælde
mig men Rollen . . .
Jeg har været hemmelig forlovet over 4 Aar, den
Mand, som ieg har valgt eller som ha r valgt mig, har
ikke saa meget, at han kan tage mig fra Theateret; . . . var
*) I O ehlenschlågers »Stærkodder«