113 / 209
STORMEN PAA KJØBENHAVN.
IOI
a f Østerrig.
Han skulde da nok paa den ene eller anden Maade
bringe Kjøbenhavn, denne forhadte Bom, som saa længe havde
standset hans Sejrsløb, til at falde. Nordens tredobbelte Kongekrone
sad da paa hans Hoved, og der vilde Intet være til Hinder for, at
han, saaledes som hans Fortrolige Grev Schlippenbach udtalte det i
Ringsted til de danske Afsendinge Mogens Høg og Christen Skeel,
»som en anden Alarik kunde drage mod Syd og end en Gang lægge
Rom under Goternes Vælde«.
I Kjøbenhavn skuffede man sig heller ikke med Hensyn til,
hvad der endnu kunde forestaa. Englands truende Holdning lige-
overfor Holland og dets Venskabsforbindelse med Carl Gustav var
en alvorlig S ag for den danske Regering, og det fremkaldte ikke
ringe Uro, da man i December erfarede, at en Afsending fra Richard
Cromwell, Englands nye Regent, var ankommen til den svenske
Lejr, o g , som Rygtet bestemt udsagde, medbragte Løfte fra Pro
tektoren om, at 24 Orlogsskibe i den nærmeste Fremtid skulde blive
stillede til Carl Gustavs Raadighed. Naar Rygtet saa tilføjede, at
Hollænderne paa Efterretningen herom havde skyndt sig med at for
klare Carl Gustav, at Søslaget i Øresund kun var fremkommet ved
en Misforstaaelse, og at de ikke ønskede nogen K rig med Sverig,
saa behøvede man jo ikke at tage dette saa lige efter Bogstaven;
men det var i ethvert Tilfælde en Kjendsgjerning, at den danske Regering
forgjæves søgte at bevæge dem til en mere aktiv Krigsførelse.
Hvert Øjeblik maatte man ogsaa være forberedt paa at se
den ligesom lurende svenske Krigshær pludselig bryde frem , og
Faren herfor blev navnlig stor, da Frosten, der den foregaaende
Vinter havde været saa ulykkebringende for o s, ved Udgangen af
1658 paany indfandt sig med stor Styrke og efterhaanden bredte et
stærkt Isdække over Kallebodstrand, Christianshavns Kanal, Søerne og
Gravene langs hele Befæstningen. Fo r saavidt muligt at raade Bod
herpaa, at afværge eller tilbageslaa et overraskende Stormangreb, blev
intet A rbejde, ingen Opofrelse skyet, ingen Anstrængelse anset for
at være for stor. Thi det var man fremdeles enig om, dertil stod
Alles Hu, og det vidste man ogsaa godt i den svenske Lejr: K jø
benhavn skulde forsvares til sidste Mand.