108 / 209
96
KJØBENHAVNS BELEJR ING
1 6 5 8
.
i hans Karakter fremhæves: » . . . . F ra Løngangen henad Vand
kunsten og den Runddel omkring havde salig Ulrik Christian Gylden
løve med hans Folk sin Post; der holdt han og redelig, saa længe
han havde sin Helbred, derhos laa han og om Natten, thi det var
den svageste Post, lettest at komme til, den havde de og mest Øje
paa, der satte de og heftigst an udi Stormen.
Der omkring havde
salig Gyldenløve allevegne sat Fodangler og end oven i Palissaderne
sat Fodangler, store og stærke gjort, saa at end et mærkeligt Syn
var der at se udi Stormen, at som de satte der heftigst an, var der
nogle føre, store Polakker, som vilde op over disse Palissader, og som de
ere komne op, ere de bievne hængende ved disse Fodangler, døde
skudt.
Der havde og den sal. Herre klædt Runddelen uden paa
ret under Stormpælene saa langt som 2 Alen ned med Brædder, og
gjennem disse Brædder havde han ladet sætte lange skarpe Spiger
og Søm, saa at det skarpe var omvendt, om nogle vilde klatre
derop, traadte de disse Søm gjennem Hænder, P'ødder og Knæ, at
de maatte være glade, de kunde komme ned igjen. S aa var der og
spanske Ryttere rundt om denne Post og Runddel, slaget ind i
Brystværnet med store Jernlænker rundt om og lange Bolte som
Jernstænger gjennem Lænkerne, at de ikke skulde drage disse spanske
Ryttere ud, om de løbe an, og der kom mange paahængende. Der
uden for denne Runddel havde han og ladet gjøre en Ravelin og
der neden under plantet 10 eller 12 Feltslanger udi Indgangen med
Skrot, de vidste og at gjøre lyst i Stormen . . . .«
En af de sidste Gange, Gyldenløves Navn forekommer i Belej
ringens Historie, er den 2den November, da han sammen med Kom
mandanten Hans Schack og Chefen for Livregiment Ryttere,
Hans Ahl ef eldt , beordres til fremtidig daglig Kl.
9
Formiddag at
møde paa Slottet i det gule Gemak til Raadslagning hos Kongen.
Kort efter synes han at være bleven angreben af sit tidligere Onde,
og efter nogle Dages Sygeleje døde han som anført den 11te De
cember 1658. Hans Dødskamp var haard; han stred mod Døden,
som han havde stridt mod Fjenden, og hans Sjælesørger, Præsten
J ens Jus t es en, havde vanskeligt ved at gjøre ham forstaaeligt, at
han nu maatte overgive sig, at der gaves en Magt, der var stærkere