103 / 209
Og F rederik
III,
som saa saa skarpt, og som saa godt forstod at vælge
sine Mænd, havde ogsaa her set rigtigt, thi Gyldenløve gjengjældte sin
Konges Gunst ved en aldrig svigtende Utrættelighed og Hengivenhed;
han var, s omen samtidig Beretning udsiger: »sin Konge og sit Fædre
land i alle Maader tro, en Fjende til Døden af alt Forræderi.«
Noget efter sin Hjemkomst udnævntes han til Befalingsmand
paa Hald og toges strax i Brug i Hærvæsenets T jeneste; han fik
indført flere nyttige Forbedringer ved Troppernes Udrustning; saa-
ledes skyldtes det Gyldenløve, at den lange Musket, hvormed det
beredne Fodfolk, Dragonerne, hidtil havde været bevæbnet, erstattedes
med det saakaldte »Fyrrør«, en kort Musket, forsynet med Hjullaas.
1655 udnævntes han til Generalmajor og beordredes i dette Efteraar
til at ledsage Anders Bille, Rigets Marsk, paa dennes General
mønstring over det jydske Landeværn.
I Slutningen a f det
følgende A ar fik han af Kongen overdraget det delikate Hverv at
møde Søsteren, E l e o n o r e C h r i s t i n e , der var ankommen til Jylland
og agtede sig til Kjøbenhavn; han skulde forbyde hende Adgang til
Hoffet og med det Gode eller Onde formaa hende til at forlade
Landet. Eleonore Christine har i sin livlige og kraftige Stil beskrevet
dette højst ejendommelige og interessante Møde, der begyndte paa
Storebelt og blev fortsat paa Slottet i Korsør, og man faar deraf et
fortrinligt Vink til Forstaaelsen af Gyldenløves Personlighed. Hun,
den forhen saa mægtige, nu landflygtige Søster, var naturligvis ikke
ham blid, der skulde overbringe hende et krænkende Budskab fra
deres fælles Broder, Kongen; men gennem hendes Vrede mærker
man dog, at Gyldenløve var Situationen voxen, at han med Højhed
forstod at hævde sin Stilling som en Konges Repræsentant, samtidig
med at han stod ligeoverfor en Kvinde, der tilmed var knyttet
nær til ham ved Blodets Baand. Naar han paa et a f hendes første
Spørgsmaal, at hun »formodede, at han som en diskret Cavaller
vidste, hvorledes han en Dame af hendes Kvaliteter skulde traktere«,
lader svare, »at han vel vidste, paa hvad Manér han med Damer skulde
omgaas«, da skjønner man a f den hele Forhandling, at det er med
Rette. A t han i Samtalens Løb kom til at lade falde harmfulde og
truende Ord mod Corfitz Ulfeld, den Mand, der havde beskæmmet
KJØBENHAVNS BELEJR ING
1 6 5 8
.
9 1