99 / 209
KJØBENHAVNS BELEJRING
1 6 5 8
.
87
Ved et Foretagende tilsøs af en noget anden Natur end de her
omtalte, nemlig Afsendelsen a f en lille Eskadre til Farvandene om
A ls for om muligt at skaffe Kurfyrsten af Brandenborgs H jælpe
tropper, der nu stod i Sønderjylland, over til Øerne, havde Landet
den Sorg at miste en af sine stolteste og djærveste Søkrigere, idet
Eskadrens Chef, P e t e r B r e d a l , nu Viceadmiral, fandt Heltedøden
for en fjendtlig Kugle, da han under en Træfning i Alssund den
8de December stod i Begreb med at entre et fjendtligt Skib.
3 Dage efter, den n t e December, blev G y l d e n l ø v e , Bredals
Jævnlige i mandig Tapperhed og Fædrelandssind, hans Overmand i
Byrd, Stilling og Indflydelse, bortreven ved Døden — et Budskab,
der selvfølgelig vakte endnu større Deltagelse trindt om i Landet, og
ikke mindst i Kjøbenhavn, hvor den Afdøde var elsket og beundret.
Gyldenløves Navn er, som vi vide, med saa uudslettelige Træk ristet
ind i Kjøbenhavns Belejrings Historie, at nogle udfyldende, dog
langt fra fuldstændige, Oplysninger om hans korte, men daadrige
Livsbane formentlig ikke ville være uvelkomne.1
Kong Christian IV ’s Søn med V i b e k e K r u s e , U l r i k C h r i s t i a n
G y l d e n l ø v e , blev født den 7. April 1630 paa Ibstrup, det nu
værende Jægersborg. Ligesom alle Christian IV ’s Børn fik han en
omhyggelig Opdragelse og blev som ganske lille Dreng sat i Skole hos
Magister H a n s L a u r i t z e n , der senere blev Professor ved Gymnasiet
i Roskilde, men tidligere havde været »Skolemester« for de kongelige
Frøkener, det vil sige Eleonore Christine og hendes Søstre. Hos
Hans Lauritzen nød han Undervisning indtil sit tiende Aar, da han fik
Magister J e n s D o l m e r til Skolemester. Gyldenløve synes at have
været en opvakt Dreng med hurtigt Nemme og gjorde i Begyndelsen
glimrende Fremskridt. Som Bevis herpaa kan tjene, at han 1642 i
sit tolvte Aar holdt en latinsk Tale, der samme Aar blev trykt i K jø
benhavn. Senere maa det dog vist være gaaet mindre godt med
hans boglige Studier, thi, da ved Afslutningen af disse i 1647 Jens
Dolmer kaldtes til Sognepræst ved Aarhus Domkirke, tiltaltes han
for »nogle grove Excesser mod Ulrik Christian begangen«, og Kongen
kasserede hans Udnævnelse, bl. A. fordi Dolmer havde forsømt sin
Lærlings Undervisning. Mærkelig nok skulde Lærer og Elev senere