110 / 209
S T O R M E N P A A K J Ø B E N H A V N
Natten mellem den iode og u t e Februar 1659.
I.
C a r l Gustav havde efter al Sandsynlighed forskjertset det
gunstige Øjeblik til Danmarks Erobring, da han ved Ankomsten
foran Kjøbenhavn den n t e August 1658 afslog den indstændige
Anmodning, som Erik Dahlberg, Arvid Fo rbu s, Clas Thott og
andre kjække Hærførere rettede til ham om ufortøvet at skride til
Storm og i Spidsen for sine prøvede Krigere, hvem endnu intet
Vanheld havde ramt, at gjøre Fo rsøg paa over de udtørrede Grave
og forfaldne Jordvolde at trænge ind i Danmarks Hovedstad.
Han havde vel ved denne Tøven vundet det faste Punkt Kron
borg og skaffet sig et mægtigt Belejringsartilleri; men ligesaa lidt
som han ved Slottets Erobring var bleven Herre over Øresund eller
havde kunnet forhindre vore Allierede Hollænderne i at bringe K jø
benhavn Undsætning, ligesaa lidt opfyldtes hans Haab om at
kunne overvælde Kjøbenhavn med Kronborgs Kanoner. Tvertimod
maatte han være Vidne til, at Kjøbenhavn i ydre som i indre Kraft
syntes at voxe sig stærkere, jo længere Belejringen varede, og til
sin Ærgrelse fik han at mærke, at han til Tider endog kunde komme
til at overtage Forsvarerens Rolle.