16 / 209
bristet, og skulde Fædrenes efterladte Arv nogenlunde hævdes, var
fuld Forstaaelse og fortroligt Samarbejde mellem Regering og Polk
mere end nogensinde nødvendig. Christian IV havde aldrig været
afholdt a f Adelen, den Stand, der dengang repræsenterede Folket
indadtil og udadtil; han manglede Faderens store Evne til at vælge
og paa rette Maade at anvende Landets dygtigste Kræfter. I Følelsen
af egen Kraft og Dygtighed blandede han sig mere, end ønskeligt
var, i Detaillen, og hans egen Iver og A rbejdslyst gjorde ham ofte
haard og hensynsløs i sin Fremfærd mod hans Statstjenere. Flidtil
havde man fulgt ham, dels a f Frygt, dels fordi man havde set op til
ham; nu svigtede man ham, da hans Stjerne begyndte at blegne.
Idet man paa en sørgelig Maade forvexlede Sagen med Personen,
Maalet med Midlet, nægtede Landets styrende Raad ham Penge til
selv de mest paatrængende Forsvarsforanstaltninger. Man lullede sig
i en fredelig Søvn ved Tanken om, at Naboriget ikke længere styredes
a f den mægtige Gustav Adolph, men af en vankelmodig og lunefuld
Kvinde, og at de svenske Hære havde fuldt op at bestille i Tyskland:
man oversaa herved, at Trediveaarskrigen istedetfor at sløve tvertimod
hvæssede det svenske Sværd til Europas skarpeste, og at der ved
Dronning Christinas Side stod en Statsmand, der med fast og dristig
Haand styrede Statens Ror, og som havde viet sit Liv til Sverigs Magt
og Berømmelse — den store Kansler Axel Oxenstjerna. Man troede
eller søgte at indbilde sig, at de saa ofte og i stærke Ord fremsatte
P'ordringer om et kraftigere Værn mere vare fremkaldte a f Kongens
Tilbøjelighed for Krigsvæsenet og Ønsket om at styrke Kongemagten
end virkelig begrundede i Nødvendigheden for Landets politiske
Existens. Man var i det Hele ikke langt fra at betragte Udgifter til
Forsvarsvæsenet som sig uvedkommende, som Noget, derudelukkende
skulde bestrides af Kronens egen Kasse, og Kongens gjentagne For
slag om en Indkomstskat til fælles A fh jæ lp af Landets Brøst fandt
desværre kun i altfor høj Grad et uvilligt Øre. Bittert, men visselig
ikke ganske med Urette se vi i et Brev til R igsraadet den gamle
Konge paa sit Livs Aften udbryde: »De (Adelen) ere Mestre her i
Landet, og vi som den Æ ldste af det Haandværk (Krigskunsten)
kan intet os med dem anderledes end vel adskille. Thi bede vi
4
INDLEDN ING .