Previous Page  21 / 209 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 21 / 209 Next Page
Page Background

Det var under alvorlige Forhold, at Rigsraadet saaledes greb

efter Eneherredømmet og tog Regeringens Tøjler i Hænde. Hvor

forandret var ikke nu, ved Aarhundredets Midte, Danmarks politiske

Stilling i Sammenligning med den mægtige og glimrende, det indtog

ved Aarhundredets Begyndelse. Dets Overherredømme paa Søen

var forskjertset, det var indestængt tilsøs mod Syd af den samme

ærgjerrige Stat, der var dets Nabo tillands mod Øst, og Historien

havde allerede dengang noksom godtgjort, hvorledes Danmarks

Existens stedse paa det alvorligste var truet, hver Gang de til

Østersøen grænsende nordtyske Lande var i Hænderne paa en stærk

Magt. De tyske K ejseres, de vendiske Fy rsters, de holstenske

Grevers og de hanseatiske Stæders i vekslende Række tillands og

tilvands udførte Angreb vare visselig ikke dengang glemte og ville

forhaabentlig ingensinde gaa nogen dansk Mand a f Glemme. Der er

heller ingen Tvivl om, at Rigsraadet efterhaanden kom til Erkjendelse

af, i hvilke falske Drømme det havde vugget sig, da det troede,

at Sverig vilde forbløde sig paa Trediveaarskrigens Slagmarker,

hvilken ubodelig Fejl der var begaaet ved, at man havde svigtet

den afdøde Konge i hans Bestræbelser for at holde Danmark i

Ligevægt mod Sverigs frembrydende Væ lde, og hvor paatrængende

nødvendigt det nu var blevet engang at gjøre Alvor a f at sætte

Landet i kraftigere Forsvarsstand. Talende Vidnesbyrd herom findes

i en Henvendelse til Stænderne »Consilium om Armaturen«, som

Raadet tilsidst enedes om at affatte, og hvori det i Datidens karak­

teristiske Stil bl. A. hedder:

»Naar man de Syrers, Persers, Grækers og Romeres, samt

mange mærkelige Kongerigers og Fyrstendømmer deres Undergang

overvejer, da er det højlig fornødent, at ethvert Land frygter Gud

og lægger Vind paa Samdrægtighed, synderlig udi de Sager, hvorved

Land og Riger, næst Guds Hjælp, vældelig kan befries fra alle

deres Fjenders Anslag, Magt og Overfald, saa at Høvdinge elske

deres Undersaatter og Undersaatterne derimod med tro Manér tjene

deres Herrer, betænkende, at ved Samdrægtighed blive Land og

Riger bekræftede og formerede, hvilke ellers ikke længe kunne blive

bestandige, hvor mægtige de eré, som Sallust siger:

concordia res

INDLEDN ING .

9