24 / 209
12
INDLEDN ING .
til sin Bestemmelse. Fo r Omorganisationen a f det levende Værn,
om hvilket R igsraadets Betænkning ogsaa indeholder meget gode
og fornuftige Principper, og som var i en yderlig slet Tilstand, blev
der slet Intet gjort. Sagen var, at de styrende Rigsraader ved at
tilrive sig Magten og ved saa meget som muligt at udelukke Kongen
fra Regeringshandlingerne langtfra indbyrdes havde opnaaet den Enig-
heds- og Samdrægtighedsaand, som de saa smukt talte om , og
som ganske vist ogsaa var en nødvendig Betingelse for, at saa om
fattende og rigtige Arbejder kunde fremmes — fremmes itide og
med Kraft. Utvivlsomt vare de fædrelandssindede og paa deres
Vis dygtige Mænd; men de vare spaltede i Partier, iversyge paa
hinandens Magt, kæmpende for deres Særinteresser, og deres Kraft
og Evne gik derfor tilspilde for Fædrelandet, deres Styrelse blev
til dettes ubodelige Fordærv.
Imidlertid udviklede Forholdene sig i Sverig paa en for
Danmark højst foruroligende og truende Maade.
1654 havde
Dronning Christina aftraadt Regeringen til sin Fæ tter Ca r l X Gu s t a v ,
en saa fuldbaaren Repræsentant for »Jern- og Blodpolitiken«, som
nogen senere Tid har at opvise.
Æ rgjerrig indtil Umættelighed,
hærdet og forvoven som Kriger, listig og forslagen som Statsmand,
stedse paaberaabende sig Vorherre og sin retfærdige S a g og stedse
rede til at hævde denne med 30,000 Bajonetter, aandede og levede
Carl Gustav kun for Sverigs Magtudvidelse, for at underkue, opsluge
eller tilintetgjøre alle tilgrænsende Lande. Paa en mærkværdig og
ganske ejendommelig Maade begunstigede Folkestemningen i Sverig
disse Carl Gustavs vidtflyvende Planer.
Kort efter hans Tron
bestigelse vedtog de svenske Stænder en Resolution til Kongen,
hvori de henstille til hans »bedre Betænkende«, om Sverig vel,
i Betragtning af, at det var et fattigt Land, der knap havde Brød
føde, kunde gjøre noget Bedre, end som hidtil, at bekrige de om
kringliggende, rigere Lande og derfra hjemføre Skatte og Kostbar
heder. Carl Gustav lod Sagen nærmere forhandle, og det blev be
sluttet, da man endnu ikke turde binde an med Rusland, at det
skulde gaa ud over Polen og Danmark. Der herskede kun nogen
Uenighed om, med hvilken a f disse to Stater, man skulde begynde.