30 / 209
INDLEDN ING .
at Gyldenløve i Skaane og Krabbe i Norge havde slaaet hans der
værende Tropper og fordrevet dem netop fra de Provinser, han
vilde erobre.
I Vordingborg mødte de danske Fredsunderhandlere, Rigs-
hovmesteren J o c h u m G e r s d o r f og R igsraad C h r i s t e n S k e e l ,
ledsagede a f Cromwells Gesandt, P h i l i p M e a d o w e , som Mæglei,
den sejrrige Konge. En fortsat Kamp syntes Flertallet i Regeringen
en Umulighed. Alt i alt fandtes paa Sjælland henved 4000 Mand
mere eller mindre regulære Soldater, hørende dels til Kjøbenhavns
Besætning og Adelens Rostjeneste, dels til de faa undslupne T iopper.
A t føre disse mod Fjenden for at spærre ham Vejen i aaben Mark
Carl Gustavs Hær gaar over Isen.
vilde kun have været en Opofrelse til ingen Nytte; derimod vilde de
have dannet en god Kjerne, hvorom Hovedstadens talrige Befolkning
kunde have sluttet sig til energisk Forsvar a f Kjøbenhavn, saafremt
Fæstningsværkerne havde været af en nogenlunde taalelig Beskaffenhed.
Men med Sorg følte man nu, at der egentlig ikke var nogen Fæ st
ning, at de forfaldne Volde kun afgav en ringe Skjærm mod de for
vovne og vilde Krigere, der nu nærmede sig Hovedstaden med
stærke Skridt. Kun enkelte Uforsagte, hvortil Kongen hørte, raadede
forgjæves til, da de erfarede Svenskekongens ydmygende F reds
betingelser, at slutte sig sammen til en sidste fortvivlet Strid paa
Liv og Død, muligen kunde man holde ud saalænge, indtil der blev
aabent Vande og de allierede Magter kunde komme til Undsætning.