31 / 209
Raadets Flertal turde ikke paatage sig Ansvaret for saaledes at
sætte A lt paa eet Kort.
Og det hastede med Afgjørelsen; kun
ringe var Betænkningstiden for de ulykkelige Mænd, der skulde
underskrive Traktaten om deres Fædrelands Lemlæstelse.
For at
give sine Fordringer, der selvfølgelig efter det storartede Vaaben-
held vare bievne betydelig opskruede, forøget Vægt, fortsatte Carl
Gustav uophørlig Marschen og var allerede naaet til K jø g e ; saa
bestemte de danske Kommissærer sig til at give efter, og den 18de
Februar afsluttedes Freden i Høje Taastrup; 8 Dage efter ratificeredes
den i Roskilde.
Som bekjendt maatte Danmark afstaa de ældgamle danske
Provinser Skaane, Bleking og Halland, fremdeles Bohus, A gers
hus og Trondhjems Stift, samt Bornholm og Fordringerne paa
Rygen, afgive 2000 fuldt rustede Ryttere, tilstaa Toldfrihed i
Sundet og Storebelt, indsætte Landsforræderen Corfitz Ulfeld i
Ejendomme og Værdigheder og gjøre Hertugen a f Holsten-Gottorp
store Indrømmelser med Hensyn til Suveræniteten i Sønderjylland.
Ved denne forfærdelige Afgjørelse havde den engelske Gesandt
været meget virksom, og Cromwell, der frygtede for, at den øster-
søiske Handel, »dette gyldne Skind«, som han udtrykte sig, skulde
falde i Hænderne paa Holland og Danmark, kunde derfor med
Stolthed skue tilbage paa Freds værket og lade sine Gesandter i
Udlandet tilgaa Meddelelse derom med følgende, desværre saa
sande Ord:
»Aldrig før saa man en saadan K rig , men heller aldrig en
saadan Fred!«
INDLEDN ING .
j g
III.
Den sdie Marts 1658 fandt et sælsomt Skuespil Sted i de pragt
fulde Sale paa Frederiksborg Slot. Det var den overvundne, den
dybt ydmygede, sine bedste Provinser berøvede danske Konge,