34 / 209
22
INDLEDN ING .
Storm. Mærkeligt nok nævnes Carl Gustav Wrangel ikke blandt de
Tilstedeværende, ligesaa lidt som nogen af de andre berømte K orp s
kommandører i den svenske Hæ r; muligvis skulde han og de holde
sig rede til med væbnet Haand at udfri Carl Gustav a f det forræde
riske Baghold, som man i den svenske Hær syntes at have næret
Frygt for, og imod hvilket der, forinden Carl Gustav forlod Hoved
kvarteret i Ringsted, virkelig vides at være truffet Anstalter.
En
utidig F rygt unægtelig, hvis man havde kjendt Frederik IIFs
retskafne Sind, og tillige urimelig, eftersom den svenske Hær
havde hele Landet inde med Undtagelse a f de befæstede Punkter
Kjøbenhavn, Kronborg, Rendsborg, Gliickstadt, Krempe, og Frederik
III bogstavelig talt saaledes langt snarere var sin G jæsts Fange end
omvendt.
A t denne Mistanke saa glimrende blev gjort til Skamme ved
Festen, og at Carl Gustav i de paafølgende 2 Dage, i hvilke han
nød den mest udsøgte Gjæstfrihed ved det danske Hof, utvivl
somt havde rig Lejlighed til personlig at erfare, med hvilken
Resignation man herhjemme havde fundet sig i den forsmædelige
Roskildefred, skulde imidlertid ikke afdæmpe den Ærgjerrighed, der
luede i hans Inderste, og som begyndte at lade ham angre, at han
var standset foran Kjøbenhavn. Tvertimod var den snarere bleven
forøget ved hans Samværen med den tilsyneladende saa lidet mand
haftige Frederik III og med dennes mere pyntelige end krigerske
Hofmænd, saavelsom ved hans Kundskab om Troppernes Demoralisa
tion og F'æstningen Kjøbenhavns ynkelige Tilstand.
Allerede den 2den Marts, Dagen før Gildet paa Frederiksborg,
skriver han til Præsidenten i Statsraadet, Mathias Bjørnclou, og gjør
en Slags Undskyldning, fordi han ikke havde bemægtiget sig K jøben
havn og derved gjort det af med Danmark med det Samme. I
dette ejendommelige Brev anfører han blandt andre Grunde, hvorfor
han undlod det — saasom de omliggende Staters voxende Mis
undelse og Nid over hans Lykke — ogsaa den, at han troede at
burde lade sig nøje med Provinserne Øst for Sundet og det midterste
Norge, i hvert Fald indtil disse Landskaber vare bievne forsvenskede,
af Frygt for, at Danmark ellers kunde blive Hovedriget i denne nye