Previous Page  34 / 209 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 34 / 209 Next Page
Page Background

22

INDLEDN ING .

Storm. Mærkeligt nok nævnes Carl Gustav Wrangel ikke blandt de

Tilstedeværende, ligesaa lidt som nogen af de andre berømte K orp s­

kommandører i den svenske Hæ r; muligvis skulde han og de holde

sig rede til med væbnet Haand at udfri Carl Gustav a f det forræde­

riske Baghold, som man i den svenske Hær syntes at have næret

Frygt for, og imod hvilket der, forinden Carl Gustav forlod Hoved­

kvarteret i Ringsted, virkelig vides at være truffet Anstalter.

En

utidig F rygt unægtelig, hvis man havde kjendt Frederik IIFs

retskafne Sind, og tillige urimelig, eftersom den svenske Hær

havde hele Landet inde med Undtagelse a f de befæstede Punkter

Kjøbenhavn, Kronborg, Rendsborg, Gliickstadt, Krempe, og Frederik

III bogstavelig talt saaledes langt snarere var sin G jæsts Fange end

omvendt.

A t denne Mistanke saa glimrende blev gjort til Skamme ved

Festen, og at Carl Gustav i de paafølgende 2 Dage, i hvilke han

nød den mest udsøgte Gjæstfrihed ved det danske Hof, utvivl­

somt havde rig Lejlighed til personlig at erfare, med hvilken

Resignation man herhjemme havde fundet sig i den forsmædelige

Roskildefred, skulde imidlertid ikke afdæmpe den Ærgjerrighed, der

luede i hans Inderste, og som begyndte at lade ham angre, at han

var standset foran Kjøbenhavn. Tvertimod var den snarere bleven

forøget ved hans Samværen med den tilsyneladende saa lidet mand­

haftige Frederik III og med dennes mere pyntelige end krigerske

Hofmænd, saavelsom ved hans Kundskab om Troppernes Demoralisa­

tion og F'æstningen Kjøbenhavns ynkelige Tilstand.

Allerede den 2den Marts, Dagen før Gildet paa Frederiksborg,

skriver han til Præsidenten i Statsraadet, Mathias Bjørnclou, og gjør

en Slags Undskyldning, fordi han ikke havde bemægtiget sig K jøben­

havn og derved gjort det af med Danmark med det Samme. I

dette ejendommelige Brev anfører han blandt andre Grunde, hvorfor

han undlod det — saasom de omliggende Staters voxende Mis­

undelse og Nid over hans Lykke — ogsaa den, at han troede at

burde lade sig nøje med Provinserne Øst for Sundet og det midterste

Norge, i hvert Fald indtil disse Landskaber vare bievne forsvenskede,

af Frygt for, at Danmark ellers kunde blive Hovedriget i denne nye