15 / 209
Tapperhed frygtet og berømt, og da Freden 1648 blev sluttet, til
faldt der Sverig som Krigsbytte en stor Del a f de nordtyske Lande
langs Østersøens vidtstrakte Kyster.
Disse Begivenheder skulde, endnu inden de var helt fuldbyrdede,
blive skæbnesvangre og sørgelige for vort Fædreland; de skulde
blive det mangefold, og vi spore Virkningerne deraf endnu den Dag
idag, fordi vi ved vor egen Uforstand, ved vor Ulyst til at se Faren
under Øjne, forinden den hænger os over Hovedet, ved vort Hang
til at knibe paa Skillingen for siden at lade Daleren springe og ved
vore indbyrdes Smaastridigheder lod os afholde fra i Tide at træffe
de Forholdsregler, som Landets Sikkerhed med Nødvendighed fordrede.
Thi det var at forudse — saa sandt som Historien atter og atter
lærer os, at Erobrere ikke ville eller kunne standse, men uophørlig
skride videre og videre frem saa længe, indtil Forsvarsbommene
blive dem for stærke — at det svenske Rige ikke for det Første
vilde gjøre Holdt paa den Erobringens Bane, det saa glimrende havde
betraadt, og det var øjensynligt, at Danmark, som dets nærmeste
Nabo og dets Rival til Herredømmet i Østersøen, havde særlig Grund
til at frygte det Værste og til at være paa sin Post.
Der havde været Tid til at sætte Landet i den Forsvarsstand,
de forandrede politiske Forhold udkrævede, til at anlægge stærkere
Forskansninger paa Halvøen, som de kejserlige T og havde godtgjort
laa altfor aabent, til forsvarlig at befæste Landets saarlige Hjerte,
Kjøbenhavn, saa at Flaaden kunde frigjøres til kraftig at holde For
bindelsen vedlige mellem Landsdelene, thi i 14 lange Aar havde vi
Fred ; der havde ogsaa været Middel og Evne, thi, medens Krigen
rasede i Tyskland, blomstrede desmere uforstyrret vor Handel op
paany, og vi havde Raad til at fortsætte med Landets Forskjønnelse,
med at rejse nye Bygninger og Slotte. Kun Enigheden og Villien
til Enighed var ikke tilstede. Vi havde ikke tabt Land ved Freden
i Lübeck, Grænserne var ubeskaarne, vi vare heller ikke med Skamme
gaaede ud a f Kampen, thi om end uheldig, var den dog ført mandigt
og ikke uden Dygtighed. Vort største T ab havde været, at der var
kommet Splid imellem Folket og at Tilliden til Landets Fyrste var
INDLEDN ING .
3