156 / 207
A N M E L D E L S E R
mer guld i barrer, der blot venter på at blive møntet ud. Hvad kan papirer
fra Almindelig Hospital —nu De Gamles By — ikke fortælle den forsker, som
i sig har den rette indstilling til personer og problemer? Mange har været i
lag med just »de rige Lofter i Hovedbygningen derude i Nørre Allé«, som
Jeppe Aakjær arbejdede i, da han skrev på sit store værk i 1902 og 1903 om
Steen Steensen Blichers livstragedie. Men han skrev, som tak for husly til
daværende fuldmægtig på Almindelig Hospital Carl Lehmann, der på for
skellig måde havde været Aakjær behjælpelig under udarbejdelsen af kapitlerne
om Blichers ophold på det gamle hospital i Amaliegade, at »der er stadig
Plads til mange flere, det gælder baade om Medicinal- og Personalhistorikere.
Aktmaterialet er saa rigt nuanceret, at ingen med videnskabelig V ilje vil gaa
forgæves«. Deri havde den store jyske nutidsskjald ret. Fra sit faste stade i
Viborg Landsarkiv længtes han ofte til »sit lille Bord ved Siden af Taarn-
uret derude i Nørre Allé«.
Det er kun et lille mål, Steffen Linvald denne gang har sat sig. Deri skal
ingenlunde ligge blot et gran af bebrejdelse. Han har villet give en samlet og
let læst skildring af de kendteste hovedstadsoriginaler, som man ellers må finde
frem til i mange forskellige bøger og vanskeligt tilgængelige blade og tids
skrifter, hvis man vil kende noget nærmere til deres livsgang. Det er lykkedes
ham. Om valget af personerne kan man naturligvis altid diskutere. Det bliver
til syvende og sidst en skønssag. Nogle kunne måske godt være skudt ud og
overladt den fuldkomne glemsel, medens andre nu savnes. Det gælder flere
kvinder og mænd, der om sommeren havde deres faste tilhold ved Holger
Danskes Briller ude på fælleden, nøjagtig der, hvor Universitetsbibliotekets
anden afdeling ligger, eller ude ved lossepladserne ved den nu også forsvundne
Lersø. Tænk blot på »Lersøbøllen Ferdinand« og »Karen Spidsmus«. De
nævnes her i bogen ret i forbigående i een linie, og man savner Ove Rodes
på samme tid følsomme og vittige digt om de to, som hvert barn i hoved
staden kendte af omtale ved århundredskiftet. For den, der som jeg har levet
hele sin barndom på Almindelig Hospital, hvor jeg tilmed er født, er flere
af originalerne i denne lille bog, som f.eks. Scheibelein og »excellencen« prins
Frederik Frederiksen, næsten at betragte som gode gamle kendinge fra en
tid, der er så vidt forskellig fra vor. Her synes det mig, at Steffen Linvald er
for sober i sin penneføring, hvor han lovlig tørt fortæller om disse alt andet
end ædruelige stakler. Fælles for dem alle var, at de var farverige mere end
blot på næserne. Midt i den dybe fornedrelse var der noget festligt over dem,
som de selv nød i højeste grad.
Bogen er lille og den hviler på større forgængere. Men den har en opgave,
som den løser i fuld selvstændighed. På ringe plads er der samlet et rigt og
alsidigt stof med mange gode billeder, der også kan ses andetsteds. Side for
156