160 / 587
Børnehjemmet Nærumgaard
149
D er flagrer i Verden saa mangen en Fugl,
ak, som aldrig kan ret vind e frem ;
th i U vejr og Storme har pjusket dens Skjul
og sp littet d en s Rede og Hjem.
Men v i har et Hjem , for det fandt v i jo her —
har før v i haft Søskende, nu har vi fler.
Som Brødre og Søstre vi her vokser op,
følges frem ad saa glade i Trop.
Og hvordan v i sid en i Verden det faar,
v i glemm er dog ej Nærumgaard.
Af Kvidder er Lunden ved Morgentid fuld,
m en s v ed Aften det p ipp er hel smaat,
naar Solen gaar ned som et lu ende Guld
og H imm elen s Telt er saa blaat.
Hver Dag, der har bragt os en lykkelig Stund,
har ogsaa for F rem tid en s Lykke lagt Grund,
thi H jemm et har lært os, at alting gaar let,
naar man stræber m od Sandhed og Ret.
Og n etop hvad det er, vi alle forstaar,
som fostred es paa Nærumgaard.
Naar saa man biir gamm el — det er os fortalt — ,
lev es Barndomm en om i vort Sind,
som ly sen d e B illed er komm er det alt
og lukkes b landt M inderne ind .
Hvad L ivet v il bringe, det véd v i ej nu,
eet m in d es dog v il baade jeg og saa du,
at her føltes band ly st alt ondt og alt raat,
at det Hjem , v i har haft her, var godt.
Og eet Navn os pren tet i H jerterne staar,
og N avnet det er: Nærumgaard.
Melodien var skreven først, af Axel Schmidt, hvis
Søn senere blev et af Nærumgaardbørnene. Teksten skyl
des Jou rnalist Joh. Prægel. Nogle Ændringer er dog fore
tagne deri.
Ganske i Marius Jensens Aand er det, naa r Børnene
engang faldt paa at afholde Dyrskue og derom udstedte
følgende Bekendtgørelse: