155 / 587
144
Børnehjemmet Nærumgaard
med en gylden Krone paa sit Hoved og med den af ham
selv valgte »Dronning« ved sin Side.
Der holdtes Tale, om Kammeratskab og Sammen
hold bland t Børnene. Under Børnenes Jubel sang Skue
spiller Carl Meyer Ha rtmannske Sange — H a rtm a nn
havde i den sidste Menneskealder af sin lange Levetid
færdedes daglig i Haven og været Nærumgaards Nabo —
og en Del Bondeviser til Guitarakkompagnement. Alt
endte med en Posefuld Appelsiner og Nødder til hver.
Penge var for Marius Jensen kun Middel, aldrig
Maal. Regnskaber var ikke det, der laa hans Hjærte næ r
mest, heller ikke Protokoltilførsler; han levede Livet, men
havde ikke synderlig T rang til at bogføre det. Børnene
følte sig i høj Grad knyttede til ham, og netop fordi han
var Hjemmets første Forstander, var det af stor Værdi,
at han forstod at lægge saa bred og mangesidig en Grund
for dets Arbejde. Han evnede at tage hvert enkelt Barn
med op i Helheden, saa ingen følte sig stillet udenfor.
Og for Børnene blev Hjemmet hurtigt et virkeligt Hjem.
To Drenge fra et m indre godt Hjem i København løb
engang, Dagen efter at de var komne udi paa Bø rneh jem
met, deres Vej, fordi de skulde vaskes; det var noget, de
ikke var vant til. De andre Børn saa forundrede, at de
var borte, og sagde: »De skulde blot været her en 4— 5
Dage, saa var de ikke løbet deres Vej.« Det varede heller
ikke længe, før selv de to Syndere, efter at være hentede
tilbage, følte sig helt til Pas derude.
Marius Jensens store Personbekend tskab og den al
mindelige Velvilje, h an var Genstand for, skaffede Bør
nene mange Goder: Skovture, Sejlture langs Kysten o. a.,
og det var h am i Reglen forholdsvis let ved deres Udgang
fra Børnehjemmet at faa opspurgt passende P ladser til
dem i Lærlingeaarene. En Tid lang — saa længe P ladsen
tillod det — plantedes der for hvert Barn, der forlod
H jemmet for at gaa ud i Verden, et Mindetræ, paa hvil