28 / 136
II. FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN
„ Og Aarene svandt, og Verden var ikke mer,
den Vidunderlighedsverden, denførhavdeværet;
disse dunkle Kroge bag de trøskede Hyldetræer,
disse hemmelighedsfulde Loftskamre . . . Aaen
med dens fantastiske Skatte af Dyr og Planter
og Sandgravens vilde Bjærgskrænter med deres
sorte Springstene og sølvglimtende Granitbrok
k e r
—
det var Altsammen kun fattige Blomster,
Dyr og Stene; Feens straalende Guld var vis
net til Løv igen.“
(A f „Niels Lyhne“.)
E
fter
Sommerferien havde Peter maattet tage Afsked
med Kammeraterne i Thisted, med de hemmeligheds
fulde Loftskamre, med Limfjorden og de kære Silstrup Ban
ker, og nu gik han rundt og saa paa København, den lange,
opløbne sekstenaars Dreng. Lidt fyldig i Ansigtet, med en
fin Rødme paa Kinderne, Næsen var smukt formet, ganske
svagt krummet, Munden stor, Læberne brede og fyldige
med et Drag nedad i Mundvigene, Ørerne, det mindst
kønne ved ham, store og udstaaende, hans mørke kraftige
Haar faldt stridt ned over den ene Side af Panden. Øjnene
var kloge og livlige med det Skær af Barnlighed, der præ
gede hele hans Udseende, og som kun slet harmonerede
med de voksne Klæder. Kort Figurtrøje, nedfaldende Flip,
Slips og gul Vest med afstikkende brune Tegninger, lange
Benklæder, Fjedersko, hvis Hæle altid var skæve udefter;
paa Hovedet en Kasket af Form som Studenterhuerne, men
med bredere Skygge. Kasketten fandt dog kun en kort Tid
Naade for hans Øjne, saa skrev han hjem efter Penge til en
Silkehat, en Hovedbeklædning, han altid senere brugte.