JPJacobsen

KAMPEN FOR L IV E T

Grad, der var betydelig Hæshed til Stede og ved Stethosko-

pien iagttoges en Fortættelse af højre Lungespids samt en

Caverne.“ løvrigt mente Lægen, at Jacobsen vilde kunne

leve et Par Aar, han var den Gang kun 26 Aar. „Men jeg

vil ikke Døden, vil jeg!“ havde han skrevet i et af sine tid

ligste Ungdomsdigte; han

vilde

ikke dø, Resten af hans Liv

blev een eneste Kamp mod Døden eller snarere Flygten fra

den „Fangemur“ , han ikke vilde komme nær. I de følgende

Aar skiftede han stadig Opholdssted, og næsten hver Gang

var det en Flugt, indtil han til sidst forstod, at nu nyttede

det ikke længere. Døden vilde naa ham, hvor han end flyg

tede hen. Saa tog han Afsked med sine Venner og rejste

hjem for at være hos sin Moder, naar den „sidste store

Time“ kom.

I de elleve Aar, den syge Digter kæmpede for at bjerge

Livet, skrev han de Værker, der vil staa som Monumenter

i dansk Litteratur. Men han skrev uhyre langsomt og af

brudt, kunde være Timer om at forme en Sætning og i lange

Tider fuldstændig ude af Stand til at skrive.

I Digtet „Tog Bølgen Land“, hvoraf Slutningen saavidt

vides er skrevet i hans første Sygdomsaar, staar der:

„Hvorfor leve, naar vi dog skal dø?

Hvorfor kæmpe, naar vi ved, at Sværdet

dog skal vristes af vor Haand en Gang ?

Hvortil disse Baal af Kval og Smærte:

Tusend Timers Liv i langsom Liden,

langsom Løben ud i Dødens Liden?“

„Tusend Timers Liden, langsom Løben ud i Dødens Li

den“, det handler J. P. Jacobsens Digtning efter 1873 om.

Af det friske Naturbarn Mogens er kun Drømmeren blevet

tilbage. Niels i „Niels Lyhne“, og Henning i „Et Skud i