S_KøbenhavnsRaadhus

SYTTENDE AFSNIT

1 4 9

men dog i en vis Orden. Disse Ruder burde da have blege, gule, graa, grønlige o. lign. Farver. Man

bør vistnok tage Kunstnerens Tanke op til nøjere Overvejelse og mulig Udførelse. Et andet For

slag, der maa have været paa Tale, ser Kunstneren derimod mere skeptisk paa. Man har tænkt

sig —skriver Nyrop —engang at fylde Langvæggen omkring Formandens Baldakin med en Frem

stilling i store Træk af København, som Byen nu ser ud, med alle Stadens Taarne og Spir, med

Dampskorstenene i Byens Udkanter og med Skibe og Master i Forgrunden, og paa de to Ende

vægge at male enten histori

ske Figurbilleder eller maaske

Billeder med Udvalg af de for

skellige Tiders fremragende

Borgerrepræsentanter og Ma

gistratsmedlemmer. Men selv

om disse Malerier blev Kunst

værker, er det dog ikke sikkert,

at de ret vilde passe til Salen —

„at Salen kunde bære at faa

sine Vægge dækkede saale-

des“ —, thi efter Bygmesterens

Anskuelse maa en Forsam

lingssal gærne frembyde no

genlunde rolige Flader for Øjet,

„og — sluttes der —jeg er slet

ikke vis paa, om ikke den gam

le Sal i Raad- og Domhuset i

den Henseende var at fore

trække“.

Disse sidste Ord er ikke blot

beskedne, men de rummer og-

saa et Hjærtesuk. En Bygme

ster som C. F. Hansen, der var

indarbejdet i en Stil, hvis Tra

ditioner kan føres tilbage lige

til Oldtiden, vil altid have sit

nogenledes paa det tørre. Selv

om han ikke er nogen frem

ragende Kunstner, vil han dog

bæres oppe af Samtidens Stil.

Den giver ham de store, faste

Rammer, og fra den tager han

ogsaa Enkelthederne. Tiden

har skaaret de Klæder, han

skal bruge, saaledes til for ham, at det blot gjaldt at sy dem sammen. Hvad det kom an paa vai

at foretage sit Udvalg med Smag og Takt. Den sikre Følelse for rumlig Virkning, d. v. s. for det

vel afvejede Forhold mellem Helheden og de enkelte Dele, som vi nu beundrer i Hansens Byg

ninger, var noget, Tiden havde inde, og som den atter havde taget i Arv fra Fortiden, men det er

ikke noget, der udmærker Hansen i Særdeleshed. Ogsaa Profiler og dekorative Enkeltheder førte

man dengang paa Lager, vel ikke i noget stort og afvekslende Udvalg, men til Gengæld i udsøgte

Varer; det gjaldt blot at vælge og vrage, at tildanne og kombinere. Og ligesom Kunstneren, saa

ledes var ogsaa Snedker og Billedskærer, Gjørtler og Maler vel indekserceret i Tidens Stil.

Ganske anderledes derimod naar den moderne Bygmester ud fra Kunst og Natur stræber at

skabe en selvstændig Stil. Han vil da sikkert ofte gøre den smertelige Erfaring, at Rom blev ikke