KøbenhavnsSlagterlaug

—

af ham og hjalp ham til rette. Hvis Lauget hørte til de »geschenkte«

Laug, fik han den ham tilkommende Skænk eller Gave. Oldgesellen

sørgede for at »omskikke« eller »omskue« ham »efter Vallen«, d. v. s.

søgte Arbejde for ham hos Mestrene i bestemt Rækkefølge. Det gjaldt

saaledes for den vandrende Svend om at være fuldstændig fortrolig

med sit Haandværks »Gebrauch« og »Gewohnheit«. Uden det kom han

ingen Vegne, idet ingen, der hørte til et ziinftigt Laug, vilde kendes ved

den, der ikke kunde give fyldestgørende Beviser paa selv at høre til

der. Ziinften drev navnlig en stærk Kultus med Laugets Lade. Naar

LYDHAMMER AF BEN.

Indskriften er følgende:

(I) Jesu Nafn tager jeg dene Hammer i Hand,

Signe os Gud og den hillig Aand,

Hvo der icke agter dene Hammer Banker Liud,

Hand skal strax bøde paany.

Laden var stillet paa Bordet og aabnet, og Oldermanden ved at banke

paa den med Lydhammeren havde kaldt til Orden, maatte der være

stille i Salen, og alt skulde gaa sømmeligt til. Der er endnu mange flere

Forhold, mange flere Skikke, senere hen i Tiden mere og mere nar

agtige, efterhaanden som de gamle Former mere og mere udformedes

og forøgedes. Herpaa skal vi imidlertid ikke komme nærmere ind, og

naar vi i det hele taget er kommet noget ind paa Ziinften her, er Grun

den den, at det har været nødvendigt at paapege, at det københavnske

Slagterlaug, saa vidt vi nu kan skønne, aldrig har hørt til de ziinftige

Laug. At det aldrig har hørt til de »geschenkte« Laug, ved vi med Sik

kerhed. Det eneste, der kunde tyde paa, at Lauget i nogen Grad har

været smittet af Ziinften, er et Par Indførsler fra saa sent et Tidspunkt

som 1668 i den gamle Laugsprotokol, hvoraf fremgaar, at den nyop-