31 / 215
TIDEN FRA OMKRING AAR 1600 TIL 1750.
I Begyndelsen af det 17. Aarhundrede kom de tyske Laugsskikke,
som med et fælles Ord kaldes »Ziinften«, til Danmark.
Laugsvæsenets egentlige Blomstringssted var lyskland, og her
kendes Haandværkernes Vandringer helt tilbage i Middelalderen. Dels
tvungne af tiltagende Overproduktion af Svende, dels for at lære nyt
og se andre Egne, Sæder og andet Haandværksbrug drog de unge
Svende bort fra det Sted, hvor de havde tilbragt deres Læretid. Svende
vandringen blev en Fortsættelse af Læreaarene, og efterhaanden en
ganske nødvendig Fortsættelse, idet adskillige Laug stillede Fordring
om, at Svenden, førend han kunde nedsætte sig som Mester, havde
»forsøgt sig« et vist Antal Aar paa andre Steder. Fra Tiden omkr. Aar
1600 ser vi en stadigt stigende Strøm af Haandværkere, naturligvis
mest tyske, drage ind over Danmarks Grænser, og ikke faa af disse
Gæster kom til at synes saa godt om Landet, at de slog sig ned for
stedse. Men ogsaa Danmark sendte sine unge Svende ud, og med Sta
ven i Haand og Randselen paa Nakken drog de i nogle Aar om i
Udlandet, rejste »paa Haandværket«, led maaske undertiden Sult og
Nød, men høstede oftere Glæde og Nytte af Samværet med fremmede
Værkfæller, saa at Rejseaarene senere stod i Erindringen med særlig
Glans og Tillokkelse. Men ved det livlige Samkvem bragtes Ziinften
ind i de danske Laug. Som Broderskabsfølelsen var en bærende Kraft
indenfor Laugsmestrenes Kreds, saaledes ogsaa indenfor Svendenes
Kreds, og naar den rejsende Svend kom til en fremmed By, var han
altid sikker paa at blive hjulpet tilrette, naar han henvendte sig paa sit
Laugs Herberge og paa de forskellige vedtagne Maader gav sig tilkende
som hørende til Lauget. Han skulde, naar han fremstillede sig i Svende
kroen, kunne fremsige den for Lauget vedtagne Hilsen (Grusz), kunne
give de foreskrevne Haandtryk paa rette Vis, holde sin Hat paa en
bestemt Maade og andet mere. Kunde han det, saa tog Oldgesellen sig