Hermed begyndte en kamp, der varede til 1702 og
endte med, at alt blev ved det gamle.
De tre privilegerede badere, Peder Engel, Valentin
Løve og Johan Pfeiffer, indgik 20. Oktober 1699 med
andragende om, hvorledes de af udlændiske mestre ide
ligt blev foragtede, idet disse ikke- vilde lade de drenge,
som her havde lært baderkunsten, passere for svende
hos dem, så at de måtte lære på ny og give penge til;
og selv kunde de ikke få udenlandske svende, fordi de
ikke her som i Tyskland måtte bruge deres profession,
som de dog ærligen havde lært, lige med barbererne. Al
ligevel turde de ej understå sig at begære, hvad de på
andre steder nød, men bad kun om at få følgende privi
legier: at læge gamle skader, frit årelade dem, som det
begærede, at rage skæg i deres huse, når nogen kom til
dem, at hænge et bækken ud for døren.
Denne ringe, men dog nødtørftige begæring mente
de ikke kunde gøre barbererne nogen indpas i deres næ
ring, men den vilde være dem en stor hjælp for deres
drenges læres og løsgivelses skyld; kongens højlovlige
salige hr. fader havde tilsagt dem, at de skulde blive
hjulpne, og dersom de ikke erlanger en liden frihed, kan
de umuligen blive ved deres profession, eftersom de ikke
kan udlære nogen dreng og ej bekomme svende.
Regeringen besluttede at lade Claus Rasch forsøge
på at forlige de to parter og tillige at udsætte sagens af
gørelse, til bartskærernes privilegier var blevet eftersete;
desuagtet indgik bartskærerne med et nyt andragende
gående ud på, at dersom baderne fik de begærede privi
legier, som Christian V havde afslået dem, vilde bart-
skærlavet blive ruineret, og flåden*) vilde lide mangel
på bartskærer, og tillige beråbte de sig på deres til politi
Badere og bartskærer
111
*) Byerne var forpligtede til i krigstid at stille et vist antal
bartskærer til flåden.