112 / 646
106
Badere og' bartskærer
hørte et måltid mad med behørigt øl; thi badstuerne var
tillige en slags beværtninger og forlystelsessteder; på
gamle tyske træsnit ser man mænd og kvinder parvis
siddende i et fælles badekar med et brædt over som bord,
hvorpå det bugner med mad og drikkevarer, og bagved
dem står lutspillere og synger *).
At dette fri samliv mellem kønnene måtte føre stor
usædelighed med sig, er forståeligt, og da så mod middel
alderens slutning syfilis med rivende hurtighed sydfra
bredte sig over hele Europa, mærkedes snart, at det sær
ligt var badstuerne, der blev arnestederne for smittens
udbredelse, og da sygdommen nåede norden, fik herved
de offentlige badstuer deres dødsstød.
I sit mærkelige, om dyb humanitet og vidt fremsyn
vidnende skrift fra 1527 om »Hvorledes kranke, mislige,
såre arme og fattige Mennesker skulle trakteres og be
sørges« siger Poul Helgesen, at hvad skade der i nogle
år er kommet af, at alle mennesker bader i een badstue,
har vi alle set og kan det nu dagligt begræde, dog er det
nu for silde med mange; derfor burde der være adskillige
badstuer, så at syge og karske ikke bader til hobe udi eet
hus; og hvor det ikke sker, der kommer en hel menighed
udi skade og fare.
Ganske overensstemmende hermed siger den noget
yngre biskop Peder Palladius 1556 i sit skrift »Den lep-
pede og forkludede Hosedjævel«, at den tid, franzøske
løsagtige noder og fagter i klæder og sæder blev indførte
her i riget, da kom de pokker derfra ind i riget med og
hænger endnu fuld h a rt ved; og det var i min barndoms
tid, hvorfor man måtte ødelægge almindelige badstuer
allevegne, som den badstue i min fødeby Ribe, var endnu
aldrig optagen siden, det jeg kan få at vide, alligevel at
0 Endnu så sent som i 1752 indeholder forslaget til en ny
dansk medicinalordning en udtrykkelig bestemmelse om, at haderne
skal indrette deres badstuer således, at hvert køn kan være for sig.